Tankens illusioner handler om en ung mand, der møder en meget talende og bedrevidende kvinde, Lene, på Statens Museum for Kunst. I løbet af relativt kort tid har Lene forsynet vores jeg-fortæller, Alexander, med et sandt overflødighedshorn af name dropping, bidder fra Nordisk Konversationsleksikon og flere tankevækkende spørgsmål, der udløser forskellige barndom- og ungdomsminder hos Alexander.

Minderne og Lene filosofiske indslag flettes ind i mellem hinanden, og det resulterer flere gange i et rapt, humoristisk sprog. Hendes spørgsmål giver stof til eftertanke, omend måske ikke lige den slags som Alexander finder frem af hukommelsen. Han tænker i stedet på dengang han var frimærkesamler og mødte en pige, der sagde at hun interesserede sig for frimærker. Hvoraf man kan lære, at der kan være langt fra at interessere sig for frimærke til at blive frimærkesamler.

Alexanders tanker handler også om Jan, hvis far var psykolog, Anna der ikke mente, at det var synd for Gorm, at han sad i kørestol og om mordet på en edderkop.

Der er gode ting i teksten, især er Alexanders selvkritik et godt indslag:

Det er i øjeblikket en del nemmere for mig at være alene, for så har jeg en god afbalanceret holdning til de mange forskelligheder i samfundet.

Overordnet er det dog lidt vanskeligt at få øje på mål og retning med bogen.

Renoir præsenteres som ikonisk kunstner ud i den impressionistiske sfære. Udover stavefejl – det hedder udi – er det besynderligt nedladende overfor læseren at finde det nødvendigt at præsentere Renoir, samtidigt med at læseren forventes at vide, hvad impressionisme er. Sandsynligheden taler for, at impressionisme kan være et tåget begreb for flere af os, men Renoir kender de fleste. I sandhedens interesse skal nævnes, at Lene kommer mere ind på impressionisme i løbet af romanen.

Tankens illusioner

Bjarne Heckmann

84 sider

Forfatterskabet.dk

Udgivet: 2021

Birte Strandby