Dette er en fin lille billedbog for børn, lavet af den belgiske billedkunster Maud Roegiers, som handler om at tage sig tid.

Illustrationerne er nogle spændende og interessante små kunstværker, de er enkle og jeg tror at børnene kan spejle sig i og forstå de fleste af dem. Det er en kendt verden for barnet og der er gode illustrationer af at mærke kulden og lukke øjnene, når man får et knus med mere.

Dog er der sider, som ikke er helt forståelige for et barn i billedbogsalderen, her tænker jeg på en side med teksten ”Inden jeg buser ud med noget”, hvor billedet illustrere en collage af bogstaver, hvilket jeg ikke tror førskolebørn i Danmark nødvendigvis forstår.

Det er heller ikke altid let at forstå teksten og sproget, man bliver i tvivl om det mon ligger i oversættelsen. Fx første side: ”Når alting går så skævt, at mit hoved snurrer og verden bliver vendt på hovedet…” og så er der et billede af et barn, der står på hovedet. Men hvad vil det sige, at ”verden bliver vendt på hovedet”?

Næste side: ”Så tager jeg mig tid til at være sammen med mine venner” – illustreret med en lille gruppe børn. Siden efter: ”Til at tænke på det jeg ved” illustreret med et barn i skole, der laver regnestykker.

Det er jo i orden, men hvis jeg personligt havde den fornemmelse jeg har, hvis jeg står på hovedet ville det første jeg tænkte på ikke være at tage mig tid til at være sammen med mine venner eller om 1+1=1. Så ville jeg først tænke på at få mit indtryk af verden stabiliseret, før jeg kunne gå ud og være social eller tænke på regnestykker. Og laver børn i billedbogsalderen i Danmark i øvrigt regnestykker og kender bogstaver?

Teksten i bogen hænger ikke helt logisk sammen for mig. Og jeg mener heller ikke at der er tale om mindfulness, hvilket lidt er et problem når bogen sælges som mindfulness for børn. Det har et fint formål at ville minde børn om at tage sig tid til tingene, men man bliver skuffet, når man forventer at finde mindfulness i bogen, fordi det står i oplægget.

Jeg kan godt lide bogen, den er hyggelig og veludført primært i tryk, illustrationer og grafik. Men jeg synes ikke helt at teksten fungerer optimalt og mindfulness mener jeg ikke, at der er tale om.

Maud Roegiers

Tager mig tid

Storymind

2016

Gitte Sander

PS. Forlaget kunne måske ved næste oplag give sig tid til at chekke tekstens retning på bogryggen, da den står omvendt af alle andre bøger, så den står på hovedet, hvis man skal finde den i bogreolen.