En uafhængig og meget velskrevet fortsættelse af Kinas vidner og et påtrængende billede af uhyggelig social uretfærdighed.

Eksempelvis belyses en anden side af den kinesiske etbarnspolitik, der i globaliseringens milde skær sandsynligvis er det hidtil bedste bud på en løsning af et af denne verdens største problemer. Men der er en seriøs bagside i et land, hvor sønnen er betydningsfuld, mens datteren ikke er. Et problem der forværres yderligere af at den kommunale fordeling af jordlodder prioriterer forældre til drengebørn. Resultatet bliver – i fattige provinser – at jordmoderen kan få til opgave at aflive det barn, hun netop har hjulpet til verden, hvis det er en pige.

I beretningen ’De mødre, der har fået piger, er alle syge om hjertet’ finder forfatteren en spæd pige på gaden, efterladt for at hun skal dø. Hun tager barnet med til hospitalet, men afvises fordi hun ikke har et børnecertifikat. Hvis hun tager sig af barnet, kan det betyde, at hendes egen søn ikke får adgang til børnehave og skole.

Også på andre områder fremstilles Kina som et brutalt samfund, blandt andet er der de gamle damer i nabokomiteerne, det vil sige kvinder der var aktive under Kulturrevolutionen og nu ’holder orden’ i deres gade eller boligblok, hvilket omfatter alt fra at hjælpe politiet med opklaring af mord til at undersøge, om naboens gæst nu virkelig har børnecertifikat – et rent stikkermiljø, som det også blev demonstreret i blandt andet novellesamlingen Borgmester Yins henrettelse fra 1978.

Xinran har som programvært i slutningen af firserne selv haft kontakt med bogens kvinder og oplevet de tragiske skæbner på tæt hold.

Xinran Xue

Oversat af Poul Bratbjerg Hansen

224 sider

Rosinante

Udgivet: 28.03.2011

Birte Strandby