Man skulle tro, at halvfjerdserne fik gjort op med tressernes facadementalitet – hykleriet – alt det med at forsøge at ligne noget andet og rigere, end man egentligt var.

Men ifølge denne roman og den nyligt udgivne roman Gloria er der stadigt masser af statushykleri i mennesket. I såvel Gloria som den foreliggende roman handler det om en mand med succes, karriere og en kæreste i særklasse – alt det, man bør stræbe efter.
Indtil han møder en kvinde af utiltalende socialrealistisk tilsnit – et veritabelt stykke baggårdshistorie. Her er det polske Iwona, af hovedpersonen selv betegnet som grim, dum og dybt religiøs. Vores jeg-fortæller har kun foragt til overs for hende, men kan alligevel ikke holde sig væk fra denne kontrast til hans udkårne, Sonja, der er smuk, arkitektstuderende som han, men dygtigere og mere ambitiøs.

Det er et besynderligt forhold og som trekantsdrama også sært uligevægtigt, Først sent i bogen røbes forholdets karakter for læseren:

… Også jeg færdedes i omgivelser, hvor jeg ikke hørte hjemme …

Når jeg var hos hende … glemte jeg tidspresset, min ærgerrighed …

Alligevel er hovedpersonen ikke i tvivl om, at det er Sonja og hendes tilværelse, han hører sammen med. Et liv med Iwona er utænkeligt, selvom et senere brud med Sonja opfattes som en frifindelse.

Titlen henviser til de første syv år Jakob arbejdede for Laban for at få Rakel, hvor han fik Lea i stedet.

Nye vinkler på menneskets sociologiske udvikling og afvikling er altid fascinerende – og det er vel nyt, det med at tage pause fra den overflade, der i så høj grad er selvvalgt?

Forfatter: Peter Stamm
Oversat af Jacob Jonia
253 sider
Forlaget Bahnhof
Udgivet: 22.04.2010

Birte Strandby