Det er første gang Bertolt Brechts Svendborgdigte udkommer samlet i dansk oversættelse. Digtene blev til i perioden 1933-39, hvor Brecht og hans familie opholdt sig på Sydfyn. Forfatteren blev tvunget i eksil af de tyske fascister og søgte først husly hos Karin Michaëlis på Thurø i foråret 1933. Senere købte han huset Skovsbo Strand.

Bogen består af fem forskellige afsnit, og indeholder både kendte og mindre kendte digte. Her er digte om at leve i eksil, bl.a. det kendte ”Tanker om eksilets varighed”. ”Slå intet søm ind i væggen/ smid frakken på stolen!/ Hvorfor tænke fire dage frem?/ Du vender hjem i morgen!”

Her er børnesange, krøniker og tyske satirer. En del står knivskarpt, andre digte er direkte dårlige.

Mit favoritdigt af Brecht er også med, nemlig ”Den læsende arbejders spørgsmål”, hvor det hedder: ”(…) Den unge Alexander erobrede Indien./ Han alene?/ Cæsar slog Gallerne./ Havde han i det mindste ikke en kok med sig?/ Filip af Spanien græd, da hans flåde var gået under. /Var der ikke andre der græd?/ (…). ”Uden de linjebrud, man normalt indsætter ved trykningen af digte, ses det tydeligt hvor prosaisk Brecht skriver. Det er digte alle kan læse og forholde sig til, det poetiske ligger i de billeder, han fremmaner med sine ord, ikke i selve sproget.

Og så er der hyldestdigtene til Sovjetunionen, med ”Kantate til Lenins dødsdag” og digtet til Moskvaarbejderne ved indvielsen af Moskvas metro i 1935. Brecht var kommunist, og glad for Sovjetunionen, trods det at han aldrig meldte sig ind i partiet. Det er svært i dag at tage disse digte alvorligt, men i lyset af tiden de er skrevet i, er det vel kun forståeligt, at Brecht vælger at give sin støtte til et system, som tilsyneladende er til for den almindelige arbejder, især når situationen i Vesteuropa så ud som den gjorde.

En person går igen i mange af digtene, nemlig ”Klatmaleren”, Hitler, som skriger i radioen. I digtet ”Regeringen som kunstner” hedder det at ”lige som man siger om Rembrandt, at han ikke ville have malet anderledes, hvis han var blevet født uden hænder, /kan man sige om regeringen, at den ikke ville have regeret anderledes, hvis den var født uden hoved.”

Det smukke og sørgmodige digt ”Til efterkommerne”, et af Bertolt Brechts kendteste digte, afrunder samlingen med beretningen om de mørke tider, hvor ”(…) en samtale om træer næsten er en forbrydelse, fordi den rummer fortielsen af så mange ugerninger!” Digtet fungerer som en bøn til kommende generationer, om at se med overbærenhed på de mange som kæmpede forgæves mod uretten. For ”(…) også hadet mod nederdrægtigheden/ forvrænger ansigtet./ Også vreden over uretten/ gør stemmen hæs. Ak vi / der ville berede jorden for venlighed/kunne ikke selv være venlige.”

Digtene er fulde af en overbevisende sprogkraft og en poesi som på trods af tidernes skiften sikrer dem evig gyldighed.

Brecht holdt afstand til lokalbefolkningen, i den periode han havde base i Svendborg. Han havde heller ikke mange kontakter i det litterære miljø. Mange af tidens danske intellektuelle, som f.eks. Poul Henningsen, så ham som overstået, med Dreigrosschenoper (Laser og Pjalter) som eneste skud i bøssen, indtil Brecht sætter mutter Courage op i Zürich i 1941. Men Otto Gelsted, Scherfig, Kirk og Andersen Nexø har han haft kontakt med, og disse har også fungeret som oversættere af hans værker.

Samlingen er tosproget, de originale tyske tekster står over for de danske oversættelser, hvilket gør læseoplevelsen optimal.

Bogen har et fremragende efterskrift af Hans Christian Nørregaard, – den ene af bogens tre oversættere, og her står der blandt andet om bogens tilblivelse. Det var slet ikke Brecht selv, som udgav digtene, men to af de kvinder, Brecht omgav sig med. Enkelt var det ikke for en tysk eksildigter at få udgivet noget som helst på den tid. Men alt det kan der læses mere om i en anbefalelsesværdig bog.

Svendborgdigte: Bertolt Brecht

Oversat af Henrik Borberg, Ulla Gjedde og Hans Christian Nørregaard

Forlaget Multivers

301 sider

Udkommet april 2017

Maibritt Lindblad