Summen af vore dage

Endnu en selvbiografi, denne sædvanligvis selvoptagede, håbløst detaljerede og slemt uinteressante genre, der oplever sit store gennembrud her i individualismens tidsalder.
Heldigvis i hænderne på en forfatter, der har bevist sit fortælletalent i samtlige sine bøger, og som kan det, som en del af de selvbiografiske forfattere ikke altid evner: Fortælle en historie, så den er værd at høre på.Isabel fortæller til sin afdøde datter, der kendes fra bogen Paula, om sin familie og om hverdagen i en sammenbragt stamme. Allendes mand, Willie, har også mistet en datter, en forlængst fortabt narkoman, der nåede at føde en lille skrøbelig pige med en ”gammel” sjæl. Og romanen handler også om kærligheden mellem to meget forskellige mennesker, om svigerdatteren, der foragter homoseksuelle og ender med at være biseksuel, om et barnebarn der konkluderer, at de må være meget rige, siden de kan få julemanden til at komme på sådan en travl aften! – Om humor, ufred, indlevelse og sorg.Det er stort og småt fra slægten fra Åndernes hus. Og Isabel Allende må være den første forfatter (i verden?) til ydmygt at sige, at filmen var meget bedre end bogen.

Det er en spændende historie og hvad biografier angår absolut i særklasse, netop fordi Allende kan noget med sprog, der får læseren til med begejstring at sluge de mindste banaliteter, der af en eller anden grund aldrig er helt små eller helt uvedkommende.
Om der virkelig er ånder i slægten, eller det blot er endnu et udslag af en gudbenådet fortællers fantasi, fremgår ikke, men romanen er nok engang med til at understrege, at Isabel Allende er noget særligt.