Herta Müllers tekster er skrevet mellem 1990 og 1994 til forskellige aviser og blade. Vanen tro skriver Müller om Rumænien, om diktatur og mennesker i diktaturet og om verden efter Murens fald. Denne begivenhed der angiveligt sendte friheden mod øst, befriede ikke alle mennesker, og med vanlig kynisme fortæller Müller om en verden der er præget af fortidens lænker. Müller bor et par år i Rom. Hun fortæller sin grønthandler, at hun er tysker, og han svarer med at gå strækmarch efter hende, når hun forlader forretningen. I Müllers fortolkning har hun ikke en chance, fordi grønthandleren ikke opfatter hende som en person, men som en dårlig erfaring, som Müller udtrykker det:

Men jeg ville have haft Helmut Kohl med under hvert indkøb så han aldrig mere kan sige at efterkrigstiden er forbi. Med de ord sletter Kohl de krigsskadedes protesterende erindring. Men tyskerne har ikke ret til at erklære krigslidelser for afsluttede.

Også tidens magtesløshed, den stigende ulighed og fremmedangsten undersøges nøje. Frygten for fattigdom bliver til racisme og had i de små tyske byer og i  læserbreve i lokalavisen:

Et stykke tysk ‘folkedigtning’ pansret med alle fordomme i menneskeforagtens underholdende toneleje.

Hadet skaber samhørighedsfølelse i landsbyerne. Konflikten og håbet fra 1968 synes at være glemt, og selv helt unge mennesker taler åbent om deres racisme.

Men selv når Herta Müller er sortest, er hun ikke uden humor. I titelnovellen tager hun fat i det rumænske sprog, og hvordan rumænske eder kan give næsten pornografiske udtalelser, når de oversættes direkte. Men vi får ikke lov at grine længe, før Müller går over til at berette om kvinder der er blevet gravide, og hvordan de får fjernet fosteret, hvis de da ikke fjerner det selv. Man ved ikke, hvor mange der døde på grund af aborterne. Statistikker var forbudte ligesom aborter.

Müller har et intenst sprog, og hun gør en seriøs indsats for at fortælle, hvordan det rumænske diktatur satte sig fast i folks hjerner og forkrøblede dem. Og vi hører om, hvordan diktaturet behandlede sigøjnere.

Det er tankevækkende og til tider tung læsning, og hvis man for tiden har vanskeligt ved at se det positive ved vores trætte demokratier, så præsenterer Müller alle de bedste argumenter for aldrig nogensinde igen at underordne sig diktaturer.

Sult og silke

Essays

Herta Müller

Oversat af Karsten Sand Iversen

180 sider

Forlaget THP

Udgivet: 2019

Birte Strandby