Med udgangspunkt i en historisk gennemgang af stjernemønstres anvendelse i nattrøjer i 1700-1800-tallet præsenterer forfatteren intet mindre end 200 forskellige mønstre at bruge teknikker af ret/vrang som danner relief.

Her er altså mulighed for at fordybe sig i dels et stykke dansk kulturarv, men også de mange muligheder der ligger for at genoptage strikningen af stjerner i relief.

Der er også strikkeopskrifter på ti trøjer strikket i teknikkerne, som i form og farvevalg er søgt tilpasset de ønsker man måtte have til et mere moderne udtryk end udtrykket på de mange historiske nattrøjer, som heldigvis er afbildet som inspiration. Det er spændende, man ærgres over at billederne ikke er bedre på disse historiske sager.

Det er en interessant bog fordi det er ikke så tit at der udkommer bøger direkte omhandlende den danske strikketradition gennem tiderne, så det er spændende at se hvad forfatteren har fået ud af at dykke dybt ned i emnet.

Jeg tror godt man kan sige at de trøjer, der er opskrifter på i dag kan finde et interesseret publikum, om man kan lide stilen er jo smag og behag, jeg kunne personligt godt se noget for mig, der var mere sofistikeret, hvis man var gået all in på et nutidigt design.

Eller man kunne have kreeret et bud på en nutidig nattrøje, måske en natkjole, til anvendelse ved forkølelser og lungebetændelser, eller til dem der gerne vil sove koldt og spare miljøet for en opvarmningsbelastning?

Bogen er relevant for enhver, der har lyst til at eksperimentere med reliefstrikning eller er interesseret i tekstilhistorie.

Strik danske stjernetrøjer

Vivian Høxbro

296 sider

Turbine

2017

Gitte Sander