Det er svært at frasige sig en voyeuristisk interesse i at læse en bog skrevet af Elisabeth Gjerluff Nielsen, som vi kender fra Voxpop og hendes solo-udgivelser, herunder den smukke nyfortolkning af salmer, som fyldte pendlerlivets høresnegle i flere år. At hun har skrevet en erindringsbog om familielivet og søskenderelationer er spændende og hvem vil ikke gerne vide hvad hun har oplevet med sin bror, Peter A.G. fra Gnags.

Hvis man går efter sladderhistorier, bliver man nok alligevel skuffet. Elisabeth beskriver i en meget velskrevet poetisk stil erindringsbilleder fra barndommen, ungdommen og voksenlivet. Det er dog ret almindeligt, hvad der handlingsmæssigt foregår. Og det mest interessant ved bogen synes at blive hendes måde at beskrive sine observationer og oplevelser igennem en kæmpe ordrigdom af lange ord i lange sætninger, der nærmest slynger sig ind i hinanden. Så selve læsningen bliver iblandt halvt musisk, men på en måde, som også er delvis blottet for den ånd, som man måske kom efter, som man kender fra hendes musik.

Som barn af tresserne er der dog masser af genklang i de utroligt detaljerede beskrivelser af hvordan det var at leve dengang, ude i provinsen. De malende beskrivelser er næsten som at være der selv og udgør et nærmest historisk dokument, som kunne lægge kulisse og være manuskript til en af de TV-serier, hvor familier skal klædes ud og leve i fortiden.

Det samme gælder beskrivelser fra nutiden, hvor hun tager os med på alt muligt lige fra rejser, på hospital, cykelture til kolonihaven og til diverse begivenheder som hendes brors koncerter, jubilæumsfest og indvielsen af en bro, der bliver opkaldt efter hendes far.

Efter hendes forældres død bliver hun naturligt optaget af at undersøge forholdet til sine søskende , men der er mange skuffelser og sår på den vej, som ikke kun er nem. Det er som om hun søger at mærke en forbundethed, som allerede er tilstede, men som hun ønsker havde en anden form, end den, som den har. Som om hun længes efter en følelsesmæssig kontakt, et hul igennem til noget, der desværre ikke helt finder forløsning i løbet af denne bog. Og der kan beskrivelserne til tider bliver lidt nærmest kedsommelige, måske fordi de følelsesmæssige lag ikke helt er så grundigt beskrevne som det observerede.

Efter endt læsning sidder man nærmest med en fornemmelse af at have observeret noget der var meget tæt og alligevel fjernt, som synes at gå igen i forældrenes ægteskab og familiens sociale liv. En beskrivelse af hvor social man kan være og hvor meget man kan være sammen og hvor gerne man kan ville, uden nødvendigvis at få hul igennem til at finde den fuldstændigt følte tilfredsstillende balance imellem at føle sig forbundet med sine nærmeste og samtidigt opleve sin egen ensomme vandring på jord.

Der er en slags bitterhed imellem linjerne over at de to brødre ikke er lige så interesserede i samme form for familie- og søskendedokument, som det hun har intentioner om at samarbejde sig til. Dog skinner kærligheden, trofastheden og det nære i relationerne i mine øjne tydeligt igennem – vi har jo blot forskellige måder at vise kærlighed og omsorg på.

Det er en god bog, og jeg tror mange kvinder i samme alder vil kunne spejle sig i oplevelser fra den midaldrende livsfase og de åbne, ærlige beskrivelser. Titlen passer til bogens indhold. Et eller andet sted bare irriterende at de ikke gider lege med hende, i hvert fald ikke den leg, hun gerne vil lege. Men er det ikke bare sådan det ofte er, at være lillesøster. Hvis vi nu lægger alle de dramatiske reaktioner til side er der jo fyldt med velvilje.

Store børn – erindring om en familie

Elisabeth Gjerluff Nielsen 

264 sider

Gyldendal

2019

Gitte Sander