Øjet er sjælens spejl, men et kamera er heller ikke så dårligt. Andreas tager billeder så at sige fotograferer personligheden frem hos de kvinder, han elsker. Det er en stor og berusende oplevelse for begge parter, men den varer ikke, det må nødvendigvis ende med død, med et brud eller med et barns fødsel.

Sophia er journalist og fortælleren i denne bog. Hun kender Andreas, hun har kendt hans første store kærlighed, den anden, og hun kommer til at kende Rebecca, Andreas’ tredje elskede, der ord for ord fortæller hende om sin kærlighedsaffære med Andreas. En kærlighedshistorie som Sophia har hørt før.

Der er fascinerende beskrivelser af Andreas og hans måde at se på – at fotografere på. Hele historien er eksotisk og flyder poetisk over vandene.

Sproget er blomstrende, farverigt og interessant, når Rebecca fortæller Sophia sine oplevelser, og samme sprog minder sjovt nok om sproget hos forfatterinden Adda Ravnkilde, en af Georg Brandes mere stilfærdige samtidige. Store ord og store udtryk, som måske var gangbare for 100 år siden, men i 2008 virker det voldsomt og i længden utroværdigt, at en ung kvinde skulle udtrykke sin kærlighed på denne næsten svulstige facon.

Det er et spændende udgangspunkt – at elske en personlighed frem, kan det lade sig gøre, eller er det blot et skuespil for to af max. et par års varighed? Men samtalerne er lange og mellem Andreas og Sophia lidt intetsigende eller selvfølgelige. Det virker som om romanen er et forsøg på at koble det meget poetiske med det meget dagligdags, og det er åbenbart slet ikke så let.

Forfatter: Pia Tafdrup
328 sider
Forlag: Gyldendal