Ungdomsroman og debut om attenårige Jonathan, der går i 3. g. I hvert fald så længe, han ikke har fået den tredje advarsel og ryger ud på grund af pjækkeri. Jonathan har travlt med fest og damer, mest damer, hvor principperne går mere i retning af kvantitet end kvalitet. I begyndelsen får man som læser indtrykket af en dreng, der bare har en anelse mere fart på end gennemsnittet, senere bliver indtrykket et andet. For naturligvis og uundgåeligt møder han hende, der er lidt anderledes.

Der er lagt op til en sød kærlighedshistorie, hvor pigen, Sara, er Jonathans modstykke, seriøs, hårdtarbejdende og god til matematik. Og så er den potte ude, men sådan går det ikke. De to unge har lig i lasten, og hvor Saras baggrund blot motiverer hende til at gøre en større indsats, så er Jonathans byrde af destruktiv karakter. Det viser sig med mellemrum i det noget besynderlige forhold han har til sin mor: I forbindelse med en fest får han bank at to unge mænd, klassekammerater til hans storebror, og da han bliver kørt hjem af politiet og afleveret i skadet tilstand, får han en lussing af sin mor, der alene beklager sig over, at han skrammer familiens facade.

Og da Jonathan og Sara sammen er på vej mod en idyllisk og over al måde velkendt slutning a la … de levede lykkeligt…, obstruerer Jonathan i en grad der kan få en til at spekulere på, om man har overset noget undervejs.

Velkomponeret, troværdig, fængslende – og med risiko for lande nok en kliché – følsom.

Julie Clausen
Stilleleg
184 sider
Tellerup
Udgivet: 28.10.2010

Birte Strandby