’Marx efterlod en ruinby af opløste begreber, som spejlede sig i tågede fremtidsbilleder af nye former for ret og retfærdighed. At tro på, at en ny retfærdighed spontant fødes af det gamle samfunds sammenbrud, er en politisk illusion på højde med Smiths økonomiske illusion om den usynlige hånd. Begge d’herrer, tovholdere for 1900-tallets dominerende idébygninger, var slået med naivitet.’

Det er en af mange konstateringer om de filosoffer, der har bidraget til at formulere forudsætningerne for vores nutidige stater. Begrebet legende anvendes som alternativ til utopi, idet legenden i modsætning til utopien er en reel mulighed med konkrete løsningsforslag på statens problemer.

Staten afgøres af befolkning, territorium, suverænitet, symbolsk orden, indre orden, ydre sikkerhed, økonomisk orden og statslig orden, mens folket er beskrevet, styret, undertrykt som stænder, klasser og partier

Som al god civilisationstænkning begynder vi med Platon og Aristoteles og deres syn på monarki, aristokrati og demokrati. Til de tiders opfattelse hørte også, at en stærk mand er et symbol på gruppens enhed, og at i et samfund af gode og rettænkende mænd er formelle love overflødige.

Efter grækerne kommer Aquinas og Luther, hvor sidstnævnte betragter økonomien som religionens fjende. Forholdet til folket kræver en ny definition fra hver enkelt filosof. Er befolkningen uvidende og har behov for styring, eller skal man forvente indsigelser og lytte til dem? Det er Spinozas holdning, at staten må argumentere for sine love og finde sig i modargumenter fra borgere, som har frihed til at ytre sig og forsamle sig, og der opstår siden krav om en fri borgerlig offentlighed.

Kants borger er økonomisk myndig men politisk umyndig, mens Hegel mener, at pøblen er letsindig og arbejdssky (minder det om den pt. siddende regerings holdning til arbejdsløse?)

Nietzsche siger derimod, at hvor staten hører op, begynder overmennesket – som er statens formål.

Også vores højt besungne demokrati har haft sine modstandere i tidens løb. For socialismen var demokrati et skalkeskjul for kapitalismens herredømme og staten et redskab i kapitalens hænder. For liberalismen var demokratiet problematisk, fordi et folkeligt flertal ville stemme sig til velfærd og indgreb i det frie marked.

Ole Thyssen har inddelt sine legender i 12 kredse, hver defineret af periodens filosoffer og de politiske vinde. Derved kommer vi ganske vidt omkring over Atlanten til USA’s nye demokrati og til nationalstatens og nationalismens opståen i Europa.

Det spænder fra Grundtvig:

Til ét folk de alle høre,

som sig regne selv dertil…

og over tre af den nyere histories værste legendeledere: Hitler, Mussolini og Stalin, der trods forskelligheden havde visse ligheder i deres udlægning af, hvordan man samlede sin nationalstat: En doktrin er sandheden, der forenkles i et politisk program og støttes af et stramt organiseret parti med en enevældig fører i spidsen. Med propaganda overbevises de folkelige masser, der ikke behøver at vide og forstå, men skal tro og ville.

Sidst diskuteres velfærdsstaten og den næste stat, herunder demokratiets besværlige balance mellem form og indhold, og hvordan forsøg på at overføre følelsen af tilhør til transnationale enheder som EU har ikke haft succes.

I forbindelse med velfærdsstaten debatteres også den accelererende statsinstallerede hjælpeløshed, der får borgeren til at se succes som egen fortjeneste og fiasko som statens problem. Et emne Jørn Henrik Pedersen også diskuterer indgående i sit seneste værk om velfærdsstaten.

Statslegender rummer mange interessante betragtninger og konklusioner om statens og folkets fortid, ligesom der på baggrund af den anderledes behandling af det velkendte stof, er bud på nye vinkler på fremtidens stat.

Ole Thyssen

357 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2014