Et underholdende og ret præcist billede af debatten om dagens dannelse, politisk og pædagogisk.

Siden folkeskolereformen er det blevet tydeligt, at debatten om skolen har taget en lidet konstruktiv drejning. Hermann beskriver her de to debatterende positioner og hvorfor de ikke kommer hinanden nærmere.

Den ene er den politisk-administrative position, der med et par grove generaliseringer består af djøf’er, regnedrenge og tilhængere af New Public Management. Den anden position er den pædagogisk-konservative. Det er her vi finder pædagoger, lærere, og eleverne(s forældre).

Med en gensidig konstruktiv kritik kunne man have beriget den fælles skole, men i stedet har debatten udviklet sig til en unuanceret skyttegravskrig:

Bureaukratibashing og styringskritik er så populært i uddannelseskritikken, som Taylor Swift blandt 10-årige piger.

Debatten er kommet til at handle om at reagere på de politiske svar – for og imod folkeskolereformen, og det er blevet til en tabets diskurs der ikke flytter sig ud af stedet.

Det er der flere årsager til, og forfatteren påtaler blandt andet den pædagogisk-konservative positions manglende selvrefleksion:

Har professioner og institutioner ikke kollektive fora for selvkritik, overlades definitionsretten til den politisk administrative position. Det medfører, at enhver kritik af det pædagogiske Danmark betragtes som økonomi- og ledelsestænkning, hvorfor selv berettiget, konstruktiv kritik løber en seriøs risiko for blot at blive betragtet som protest.

Ydermere har den pædagogisk-konservative position en tvetydig holdning til viden og en modvilje mod at acceptere, at mennesket også er en nyttig borger. Forestillingen om dannelse er angiveligt i højere grad skabt i modstand mod stats- og markedsopfattelsen af den nyttige borger end som led i en uafhængig tænkemåde. Den pædagogisk-konservative fløj arbejder på at stå i modsætning til den politisk-administrative og finder ethvert statsligt skoletiltag undertrykkende og topstyret.

Hvad angår den politisk-administrative fløj arbejder man her med trusler, globalisering og konkurrencestat, den omvendte befolkningspyramide, indvandrere og flygtninge, så dagsordenen er en ganske anden:

lær på fuld tid, bliv færdig på en ruf og vælg rigtigt

Den politisk-administrative position går all in for arbejdsmarkedet. Det har resulteret i tæt målstyring, hvor det den pædagogisk-konservative fløj modsat ønsker sig frihed fra statens regler, flere penge og mere tillid fra statens side.

Ifølge Hermann er det en skadelig debat uden fremdrift. Der er enkelte nedslag på hvordan problemerne kommer til udtryk, eksempelvis i en kioskbasker om de unges stressede hverdag i skolen. Her spørger Hermann om presset kommer fra statens side eller fra ungdomsmiljøet? Hvem har skabt 12-talspresset? Basalt handler det også om, hvordan skolen fungerer, hvilke krav der stilles. Må eleverne gerne tage en Facebook-pause i timen – og må de også det, når de spiller fodboldkamp? Spiller skolen efter helt andre regler end det øvrige samfund?

Det er ikke nogen stor overraskelse, at forfatteren ender med at foreslå større applaus til dyder som flid, selvdisciplin, pligt, øvelse, koncentration. Eller sagt på en anden måde: Odysseus måtte ud for at komme hjem, og dannelse handler om at overskride sig selv. Den i pædagogikken efterspurgte trivsel er ikke et mål men et hygiejnevilkår.

Hermann afslutter med forslag til, hvordan de to fløje vender debatten til en positiv af slagsen. Forfatteren argumenterer overbevisende, og så er der mulighed for et par gode metaforer:

Er folkeskolen en supertanker med en mand på broen eller 1300 joller med hver sit søkort?

Stefan Hermann

Hvor står kampen om dannelsen?

122 sider

Informations Forlag

Moderne ideer

Udgivet: 2016

Birte Strandby