I serien ‘Spidstud fortæller’ findes foreløbigt to bøger ’Spidstud fortæller om dyr’ og ‘Spidstud fortæller om mennesket’. Fortælling er et stort ord i denne sammenhæng, bøgerne består i højere grad af en række interessevækkende informationer om menneskets sanser, anatomi og kropsfunktioner. Alle tekster indledes med ‘Vidste du …’, og der er nogle overraskelser ind i mellem. Spidstud er forresten en loppe.

Vidste du, at … alle med blå øjne er i familie med hinanden?

Og herefter følger forklaringen:

For 10.000 år siden skete der en mutation, og det første menneske med blå øjne blev født.

Mon børn i målgruppen ved, hvad mutation betyder?

Sproget er holdt i en let, humoristisk tone, og hver oplysning er så kortfattet, at man nærmest ikke kan nå at tabe interessen.

Vidste du, at … man ikke nødvendigvis er meget klog, bare fordi man har en stor hjerne? Spørgsmålet følges op af information om blåhvaler, elefanter og størrelsen på Einsteins hjerne.

Det er underholdende tekster, og illustrationerne er humoristiske, ikke mindst fordi de forholder sig konkret til teksterne. En ædecelle er illustreret ved et par små påtrængende celler, der angriber en stor bakterie. En anden tekst fortæller, at voksne blinker ti gange i minuttet og babyer kun to. Den tilhørende illustration viser en voksen og en baby i stirrekonkurrence. Og det er måske netop den illustration, der får en til at huske det med blinkene, så man ved selskabelige lejligheder kan flashe sin overdådige viden om mennesket.

Spidstud fortæller om mennesket

Jakob Lund Pedersen

Illustreret af Sofie Maag Hansen

24 sider

Børnebogsforlaget

Udgivet: 15.05.2021

Birte Strandby