Kortprosaisk fortælling om at miste et barn.
I små kapitler – de fleste ikke mere end en side – beskrives livet med og uden barnet begyndende med det kortvarige møde med faren, oplevelser med barnet, den første skoledag. Stilen er stram og minimalistisk. Der er kun fortællerens synsvinkel, og fortællestemmen er neutral, teksten uden malende tillægsord. Smerten i forbindelse med barnets død opstår alene af de valgte erindringer: De første fødselsdage, fortællerens mange opkald til drengen, når han er på ferie hos bedsteforældrene, hendes panik, når han ikke er hvor han forventes at være – og drengens bemærkninger, da han klatrer op i kirsebærtræet. Med humor præsenteres hjemmet, hvor de, afhængigt af hvilke gæster de venter, stiller forskellige gaver frem i stuen, så de glade givere kan se, at deres gave værdsættes. Indtil de glemmer, hvem der har givet hvad.
Savnet ses igen, da Elskeren dukker op – efter begravelsen. Elskeren er med til at gemme tingene i drengens værelse væk. Han saver kirsebærtræet ned, og alt er tilsyneladende godt, indtil elskeren gør noget, som barnet aldrig ville have gjort.
Fortællerens sorg og ødelagte liv sammenlignes med et spejl, der er gået i stykker, og der er flere symboler: Elskeren placerer sin sofa der, hvor drengens legetøjskiste har lavet mærker på gulvtæppet. Han anbringer sit tøj i skabet, og selvom størrelsen er en anden, så hjælper det fortælleren til at tro, at skabet/livet(?) er fyldt. Men er det er problem, at hun tæller knaster i loftet, når de har sex? Tælle knaster var det, hun gjorde sammen med barnet, når han ikke kunne sove.
Ulla Thøgersen
60 sider
Skriveforlaget
Udgivet: 2014
Hella Sylvest
