Tredje del af en trilogi med selvbiografiske træk. Coetzee er forfatter og Nobelprismodtager. Indledningsvist følger vi hans dagsbogsnotater, der pludselig slutter. Han er død. År senere beslutter fortælleren sig for at skrive en biografi, hvorfor han indleder en række interviews med mennesker, der har haft betydning for Coetzee. Det drejer sig fortrinsvis om kvinder, som han har haft forhold til, skønt ordet forhold virker noget overdrevet sammenlignet med, hvordan kvinderne har opfattet det. De interviewede fortæller hele tiden andre historier, end dem fortælleren forventer. Eksempelvis Julia der bramfrit beretter om, hvordan en affære med Coetzee sætter krydderi på hendes ægteskab men tilsyneladende ikke indebærer nogen følelsesmæssig involvering i hvert fald ikke for hende. Og det er gældende for alle interviews: Ingen store følelser, intet tankevækkende stort eller vigtigt.

Om Coetzee selv lærer man ikke vældig meget, men interviewet med Sophie afslører, at han er ikke politisk interesseret, fordi han betragter politik som skueplads for lavere instinkter. Han er en udmærket lærer men ikke bemærkelsesværdig. Han er Nobelprismodtager, men Sophie opgiver læsningen af hans værker på halvvejen og finder hans litteratur for kølig, for pæn, for let og for lidenskabsløs, og det er også det indtryk man står tilbage med, når man har læst de sidste af hans notater.

Med alle disse brudstykker kommer man helt rundt om forfatteren, men det er skuffende så beskedent resultatet er, og måske er det det, der gør romanen autentisk: Et liv uden særligt indhold, en beretning om et menneske der bor sammen med sin far, skriver bøger og i øvrigt støber betonfundament på huset.
J. M. Coetzee

Oversat af Niels Brunse
288 sider
Gyldendal
Udgivet: 8.09.2010

Birte Strandby