Den femte krimi i rækken med Rebecka Martinsson, der stadig holder til i Kiruna langt fra lands lov, ret og kæreste.

En bjørn bliver skudt i Lainio, og i dens mave finder man en knogle fra en menneskehånd, en mand som var død, da bjørnen fandt ham. En kvinde bliver fundet dræbt af mange knivstik. Det barnebarn som bor hos hende, Marcus, er stukket af og ham finder politiet senere. Marcus har fået et chok og kan ikke fortælle, hvad der fik ham til at stikke af midt om natten.

Rebecka og vennen Krister får øjnene op for en historie, der kan handle om hævn. I hvert fald ser det ud til, at Marcus’ familie har været udsat for mord i flere generationer.

Med til billedet hører juristen Carl von Post, der ved brug af moderat pres overtager funktionen som undersøgelsesleder fra Rebecka. Han vil gerne gøre et godt indtryk i medierne, men det lykkes ham i stedet at hæmme opklaringen af mordene, og hans parodi på en ubegavet myndighedsperson fungerer godt som krydderi på handlingen.

Med von Post som leder af teamet finder man en passende syndebuk, og snart kan den hurtige og elegante afslutning af sagen leveres på en pressekonference, indtil et selvmord og et alibi flytter fokus, og kort efter rykker mordtruslen tæt på Marcus – og Rebecka. Slutningen er overraskende, spændingsmættet, lidt ulykkelig.

Handlingen og de fleste mord finder sted i nutiden, men der klippes også til en tragisk kærlighedshistorie fra 1914 med Marcus’ tipoldemor i hovedrollen.

Velkomponeret krimi med mulighed for intens indlevelse og oplevelse.

Åsa Larsson

Oversat af Lilian Kingo

365 sider

Modtryk

Udgivet: 18.06.2012