At sove godt er guld værd! Den anerkendte kostvejleder Anette Harbech Olesen sætter spot på søvnhormonet Melatonin i sin nye bog ”Søvnhormonet Melatonin – Optimer din søvn, vægt og livskvalitet”. Det er en bog, som rigtig mange danskere vil kunne drage stor nytte af at læse.

”Søvnhormonet Melatonin – Optimer din søvn, vægt og livskvalitet” er, som titlen antyder, en bog om dét hormonlignende stof, der hjælper os med at få en god søvn og er dermed til at give trivsel i vores hverdag. Melatonin dannes naturligt i pinealkirtlen i hjernen. Hos alt for mange af os kniber det med at udvikle nok melatonin. Det skyldes især, at vi omgiver os med LED-lys og blåt lys fra tv, mobiler og computerskærme ligesom stress spiller negativt ind. Med alderen vil melatoninniveauet også falde naturligt. Resultatet er, at vi får en dårlig nattesøvn og kan opleve andre gener som fx problemer med vægten.

I Anette Harbech Olesens nye bog får du en kyndig gennemgang af stoffet melatonin med henvisning til de forskere og den faglitteratur, hun læner sig op ad. Læseren bliver b.la. præsenteret for Dr. Walter Pierpaoli, der er har forsket i området i mange år. Bogen er flot illustreret og rigt forsynet med kilder. Desværre mangler der et stikordsregister.

Stoffet melatonin findes som pille. Det beskriver Anette Harbech Olesen også – med de fordele og ulemper dén slags giver. En anden mulighed for tilskud er at indtage tryptofan, der gennem en række processer omdannes til serotonin og siden til melatonin. Der er gode råd til hvordan, du kan øge indtagelsen af tryptofan. 

Bogens hoveddel består af en lang række praktiske redskaber til optimering af søvn og øget dannelse af melatonin. Læseren får alt fra konkrete tips til indretning af soveværelset og velunderbygget viden om melatonin set i forhold til natarbejde, overgangsalder, kræft, jetlag og aldring etc. Jeg savner måske lidt om depression/vinterdepression.

Den anden og sidste del er en indbydende opskriftsdel med opskrifter, der specifikt stimulerer udviklingen af tryptofan eller melatonin. Her finder du alt fra appetitlige sov-godt smoothie og dessert til suppe, kakao og kiks med mere. Nok så vigtigt giver den dig en forståelse af hvilke ingredienser der er gode, så du selv kan arbejde videre.

Alt i alt er denne bog fyldt med saglig viden om dét stof, der er helt vitalt for vores søvn – og dermed vores trivsel – nemlig melatonin. Anette Harbech Olesen er en yderst kompetent formidler. Tag din søvn alvorligt og dyk ned i bogen om melatonin. Bogen klæder på bedste vis sin læser på til selv at handle aktivt, så vi alle kan sove godt.

Søvnhormonet Melatonin – Optimer din søvn, vægt og livskvalitet 

Forfatter: Anette Harbech Olesen

Forlag: Sophia Helse ApS

128 sider. Hardback. Illustreret.  

Udgivelsesdato: 5. 9. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg