I 1792 rejser Susanne fra Thy til De Vestindiske Øer, hvor hendes far har en sukkerrørsplantage.

Det er en kulturel omvæltning. Slaver og sorte er der ikke mange af i Thy, men på plantagen er det dem, der står for det hårde arbejde. Susanna får en tjenestepige der følger hende i tykt og tyndt. Hun har også en søster, Rebecca, en datter af hendes fars nu afdøde elskerinde, men familieskabet bliver holdt skjult for Susanna. Til gengæld er det en glæde for hendes far, da Susanna bliver forlovet. Hun er forelsket i den unge fritænkende mand, men det viser sig, at forlovelsen har været planlagt af de to unges fædre længe før Susannas ankomst.

Romanen handler dels om en ung piges møde med en anderledes verden, dels er der en kærlighedshistorie, og så er der en historisk baggrund, der belyser, hvordan danskerne blev rige af sukkerplantagerne, blandt andet fordi arbejdskraften var gratis. Slaveriet bliver forbudt i 1793, men plantageejerne får 10 år til at afvikle.

Susanna er ikke tilhænger af slaveriet, eller af måden hvorpå slaverne behandles. Holdningerne til slaveri brydes på øen, og det kommer til flere konflikter, nogle med fatal udgang.

Historien fortælles af de to søstre, der har vidt forskellige holdninger og forventninger til livet, selvom de begge er søgende og begavede. Mens Susanna forsøger at tilpasse sig en verden, hun har vanskeligt ved at forstå, så har Rebecca accepteret, hvordan hendes verden er indrettet, men er ikke bange for at tage sagen i egen hånd, når det er nødvendigt.

Det er glimrende at se miljøet fra Susannas undrende synsvinkel, og det fremmedartede fra Rebeccas. En god, måske autentisk beretning med tragedie.

Søstre

Nina Belling

364 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2020

Birte Strandby