… vores få ord kommer som småbitte planeter et sted yderst i solsystemet, solen formår knap nok at lyse dem op mere end et øjeblik, så forsvinder de ud i mørket og det tomme. Da vi holder op med at tale, har jeg med det samme glemt det meste af, hvad vi sagde.

Roman om Jonas der tager fri. Han låner sin kones morbrors sommerhus for at skrive musik. Han er tekstforfatter på et reklamebureau, et job han selv har vanskeligt ved at respektere. Han efterlader sin kone, Anna, i hjemmet og flytter ind i sommerhuset.

Dagene går med at lytte til musik og med at lave optegnelser i et medbragt hæfte. Gennem Jonas møder vi kort naboen, der beklager, at sommerhusets ejer ikke selv kommer, og købmanden der har en speciel humor. Men ellers er Jonas’ tilværelse først og fremmest alene. Han gør mange observationer om musik og om sine omgivelser. Om hustruen fortæller han også lidt, mens han kun kort nævner det barn, som de har mistet.

Den rolige beskrivelse karakteriserer hele romanen. Begivenheder er der ikke mange af, og det samlede drama indtræffer, da Jonas’ kone informerer ham om, at hun ser en anden, og da Jonas mister sit hæfte med musikoptegnelser.

Jonas’ projekt er ikke uinteressant, og han får også skrevet nogle opsigtsvækkende ting, blandt andet en opsigelse, men hans portræt af landsbyen er ikke meget spændende. Til gengæld får vi måske en meget rammende fortælling om stigende ensomhed med stadig mindre forbindelse til den virkelige verden.

Litteraturen vrimler med midaldrende mænd i krise, og her kan vi også tale om en kunstner i krise. Smukt skrevet, men ikke særligt ophidsende.

sørgemarchen

Gyrðir Elíasson

Oversat af Erik Skyum-Nielsen

144 sider

Torgard

Udgivet: 2020

Birte Strandby