Den danske kystradiotjeneste kan i 2014 fejre sin 100-års fødselsdag. I 1914 etableredes Blåvand Radio som den første af de fire danske kystradiostationer – de andre er Skagen, Rønne og Lyngby Radio. Alle fire kyststationer tager sig af korrespondance på mellembølge og VHF, mens Lyngby Radio også tager sig af HF og gør det muligt for de skibe, der befinder sig på den anden side af jorden at komme i kontakt med fædrelandet.

Den direkte årsag til åbningen af Blåvand Radio var Titanics forlis i 1912, der jo uhyggeligt fik understreget, at sikkerheden til søs var utilstrækkelig. Man havde radiovagter på skibene, men havde telegrafisterne i de skibe, der lå nærmest Titanic ikke – i overensstemmelse med reglerne – slukket for radioen om aftenen og var gået til køjs – var flere mennesker måske blevet reddet, da Titanic forsvandt i havet. En efterfølgende konference i 1912 i London fastsatte retningslinjer for fremtidig sikkerhed herunder blandt andet lyttevagten og SOS som nødsignal indenfor telegrafi (Mayday benyttes inden for telefoni).

Søens Skytsengle handler om livet på de fire radiostationer, opgaverne, procedurerne og det sociale liv. Arbejdslivet er skildret ganske indgående og med mange citater fra de dengang ansatte. Med til værktøjet i tjenesten hører selvsagt morsetegnene, men også q-koderne er bekendt af telegrafisterne både dem i land og dem til søs. En q-kode er en kode der muliggør udveksling af oplysninger internationalt; for eksempel den første i rækken: QRA der betyder: Mit (skibets) navn er… De fleste q-koder handler om position, afstande og sikkerhed, og en enkelt – QSD – var direkte fornærmende. Oprindeligt gik den på en angivelse af modtagerstøj, men i praksis blev det ofte en kommentar til telegrafistens morserytme. Den var mere almindelig fra land til sø end omvendt.

Bogen behandler desuden ekspedition af skibenes telegrammer, hvordan kyststationerne udsendte kaldesignal, hvordan skibene fik kontakt og stod i kø, mens de hurtigst opkaldende skibe afviklede deres telegrammer og samtaler.

Der er forskel på, hvordan radiostationerne kører. Lyngby Radio har som den eneste HF-station trafik hele døgnet rundt. Blåvand Radio har et særligt klientel af vestjyske fiskere, der ikke kalder Mayday, når det brænder på men pænt venter til et ophold i korrespondancen for stilfærdigt at høre, om nogen har tid til at hjælpe nu.

Omtale af personale på kyststationerne fylder en del i bogen, men det er ret vanskeligt at forholde sig til de mange navne, hvis man ikke selv har arbejdet på stationen.

I 1992 indføres GMDSS – Global Maritime and Distress System. Det er så enkelt, at man ikke længere behøver en separat sikkerhedsofficer til at styre korrespondancen, og i 1999 gøres systemet obligatorisk for handelsskibe, Lyngby Radio lukker sin HF-station, og der uddannes heller ikke flere telegrafister.

Afslutningsvist er der gennemgang af ulykker til søs, hvor telegrafien og telefonien har haft betydning, således Færgen Skagerak i 1966, hvor redningsaktionen var vellykket, Kaptajn Carlsen og hans Flying Enterprise, hvor forbindelsen blev holdt inden Kaptajn Carlsen blev reddet efter 13 dage alene ombord på det synkende skib. Og så var der Hans Hedtoft, hvor man trods det, at man angiveligt modtog signaler fire dage efter at skibet skulle være sunket, aldrig senere fandt andet end en redningskrans.

Søens skytsengle er et interessant projekt måske især for dem med tilknytning til kyststationerne, men nu mangler vi en bog om de sejlende telegrafister.

Søens Skytsengle

Kirsten Benn Lykkebo

149 sider

Post & Tele Museum

Udgivet: 2013