En aften dræber Benedikte et barn med sin bil. I stedet for at ringe efter hjælp flygter hun fra ulykkesstedet, og herefter går det kun mod afgrunden. Benedikte tynges først af skylden, men snart overtager frygten for at blive afsløret. Det er en frygt der efterhånden fylder hele tilværelsen og skubber mand og barn ud i periferien, mens Benedikte bruger alle kræfter på at finde det mulige vidne, som politiet har efterlyst. Hendes tilværelse bliver kortvarigt lettere, da hun får skabt et besynderligt venskab med 14-årige Rana, der har sine egne grunde til ikke at gå til politiet. Men det som Benedikte i sine stadigt mere forvrængede fantasibilleder havde forestillet sig skulle være løsningen på alle vanskeligheder, tilføjer pludselig en ny og om muligt værre dimension til det igangværende mareridt.

I romanen optræder også Lilja der er vikarierende klasselærer i Ranas klasse og halvt uforvarende inddrages i et forløb, der får fatale konsekvenser – også for hende selv.

Det er som at følge en Macbeth eller en Richard den III på den prædestinerede deroute, der her finder sted på Nørrebro i 2011, og Benediktes forvandling fra ansvarlig samfundsborger og medlem af Borgerrepræsentationen, til en åndelig – og voldelig – ork er så fantastisk formidlet, at hendes sindsstemninger næsten kan få læserens potteplanter til at visne og jage katten ud af stuen.

Måske er det ikke helt troværdigt, at Benediktes ægtemand, der kan se alle tegnene, alligevel beslutter sig for at være uvidende, men ellers er det en enestående roman, der sætter projektør på et nuanceret udbud af skyld og ansvar.
Henriette Rostrup

303 sider
Rosinante
Udgivet: 07.10.2011