Af forfatteren til Havets katedral og Fatimas hånd.

Dalmau hedder en ung mand. Hans far er død, dræbt for sine revolutionære ideer, og hans mor arbejder hårdt som syerske for at kunne forsørge sig selv og sine børn. Dalmau selv er ansat på en keramikfabrik. Da vi møder ham, designer han fliser, og han viser sig at have et stort talent for at tegne.

I romanens første scene kæmper arbejderkvinderne mod politiet. Vi er i Barcelona i 1901, og det lykkes kvinderne ved fælles hjælp at vælte en sporvogn. Fattigdommen er stor, og kvinderne går på barrikaderne med deres små børn, fordi politiet ikke vil gå til angreb på kvinder og børn. Og det er faktisk det pæneste, man kan sige om myndighederne i denne bog, hvor uligheden er markant, hvor man enten er rig eller sulten. Det er også romanens force, at den formår at fremstille et realistisk billede af en utryg by med tusindvis af gadebørn, hyppige oprør fra anarkister, og velbjergede, katolske kvinder der kæmper mod gudsbespottelse. De har indsamlet 12.000 underskrifter mod blasfemi, blasfemi er blandt andet bandeord, der flyder fra arbejderne, ikke mindst i protest mod fromme katolske kvinder.

Dalmau er født ind i denne håbløst uretfærdige verden. Hans søster og hans kæreste er hyppigt med i oprør og protestaktioner, men selv går han mere op i at tegne, og det også det der langsomt flytter ham op i socialgruppe. Et oprør får fatale konsekvenser for hans familie, han bliver uvenner med sin kæreste, og er ikke uden skyld i en ung kvindes dødsfald. Således burde romanen være dramatisk nok, men trods baggrunden og det vel-portrætterede miljø er den er mildest talt lidt fodslæbende. Både Dalmau og hans kæreste fremstilles, så man får sympati for dem, og der leveres en meget rammende fortælling om kvindens stilling og muligheder. Set-uppet er fint, men handlingen tager sig for god tid.

Sjælemaleren

Ildefonso Falcones

Oversat af Kirsten A. Nielsen

785 sider

Cicero

Udgivet: 11.06.2020

Birte Strandby