Genudgivelse af Cecil Bødkers glimrende og i 1967 kontroversielle børnebog om drengen Silas. De tre første bøger i den 14 bind lange serie om Silas er genudgivet. Det omfatter Silas og Ben-Godik og Silas fanger et firspand.

Det nye og anderledes ved Silas var, at han var barn af et spirende ungdomsoprør og uden den autoritetstro, børn sædvanligvis fik med i opdragelsen. Han er et selvstændigt individ, og han lægger ikke skjul på hverken behov eller egoisme. Det gør ham mere menneskelig i forhold til de foregående århundreders urealistiske præmiebørn

Silas kommer sejlende ind i romanen – i bunden af en jolle med fødderne på rælingen. Han er stukket af fra cirkus og ejer kun sin fløjte – og båden.

Den første han møder er hestehandler Bartholin, og det lykkes ham at tæmme hestehandlerens smukke, sorte hoppe og dermed vinde den til Bartholins store, højrøstede sorg. Det bliver ikke den eneste gang han kommer til at kæmpe for sin hest.

Bødker skaber et fattigt, dysfunktionelt univers. Universets børn er som hovedregel nogenlunde fornuftige mens de fleste af de voksne, Silas møder, er fattige, hårdtarbejdende, frygtsomme og for en stor del klar til at snyde og slå et barn, hvis det tjener egen vinding.

Cecil Bødker har skrevet digte, børne- og ungdomsbøger og serier. Mest kendt af hendes mange værker er måske Hungerbarnet, der er filmatiseret under titlen Ulvepigen Tinke.

Silas og den sorte hoppe fik en god modtagelse, da den udkom første gang, og det er stadig en fin repræsentant for en ny genre der for alvor begyndte at tage børn alvorligt.

Cecil Bødker

177 sider

Gyldendal

Udgivet: 26.08.2015 (1967)

Anmeldt af Maibritt Lindblad