”Silas og Ben-Godik” er andet bind i serien om den bortløbne cirkusdreng Silas. Her følger vi Silas og hans nye ven Ben-Godik, som sammen rider ud på eventyr. Undervejs kommer de ud for mange sære og faretruende begivenheder. Drengenes heste fungerer i denne historie lige så meget som romanfigurer, som drengene selv og er begge væsentlige for handlingen. Som i første bind er de fleste voksne, drengene møder også her egoistiske og grådige, de sørger for sig selv og deres egen overlevelse, og børn bliver der ikke taget særligt hensyn til.

Drengene slår sig ned på ”Døvens” gård for vinteren og afslører ved et tilfælde en røverbande, som stjæler råsølv fra minerne og fragter det over floden. De må flygte fra gården over hals og hoved, og støder derefter på Hestekragen, en frygtindgydende kvinde, som alle er bange for, og som bliver en gennemgående figur i serien. Hestekragen er skærsliber i denne bog, og har kidnappet den lille dreng Jef, og bruger ham som trækæsel foran sin tunge slibebør.

Drengene forsøger at hjælpe Jef fri af fangenskabet, men det viser sig at være sværere end som så, og historien holder elegant læseren fanget i en vekslen mellem rolige, beskrivende passager og en masse hæsblæsende i-sidste-øjeblik situationer.
Silas og Ben-Godik er to meget forskellige drengetyper, Ben-Godik er ikke vant til at være så længe hjemmefra, han har hjemve og fryser tit. Han har ikke Silas´ selvsikkerhed, og mener ikke, at han kan leve af at skære træskåle, for hans far er hyrde, og hyrdelivet må derfor også være hans skæbne. Men Silas opfordrer ham til at tjene penge på det træskærerarbejde, som han elsker, og det bliver en succes. Derimod er Ben-Godiks sans for retfærdighed og hans medfølelse med andre mere veludviklet end hos de fleste andre, må Silas til sidst erkende.
Cecil Bødker skriver et smukt og levende sprog, og bruger mange malende billeder. Hun bruger både gamle udtryk og selvopfundne ord, som bidrager til de unge læseres ordforråd.

Silas-bøgerne kan samlet ses som udviklingshistorie. Silas ændrer, i løbet af de i alt 14 bind, karakter fra en selvoptaget og til tider brutal dreng, til en ansvarsbevidst og medfølende mand. Gennemgående motiver i bøgerne er frihed, ansvar og tolerance.

Silas-bøgerne byder på både spænding, uhygge og stof til eftertanke. Den egner sig fint til børn fra ca. 10 år.

Cecil Bødker

212.s.

Gyldendal

Udgivet 14/8 – 2015 (1969)

Anmeldt af Maibritt Lindblad