Det kan sagtens være, at folk går så meget op i mad, fordi det er det eneste, der holder dem fra at begå selvmord.

De fleste ungdomsbøger – når lige undtages fantasy – handler på en eller anden måde om et lidende ungt menneske med totalt uoverskuelige problemer. Nogle gange er problemerne helt ægte, den unge har mistet en forældre eller en ven. Andre gange foregår det mest i hovedet på den unge karakter, fordi det sædvanligvis er en del af projekt ung. Det er fint, og de fleste unge plejer at komme hele ud på den anden side.

Værre er tendensen, når den pubertære filosoferen over tilværelsens ulidelige ubestemmelighed forenes med mangel på retning og vilje og i øvrigt rykker langt ind i 30-års alderen. Det findes der efterhånden også en del romaner om, og de kan blive ganske tunge at komme igennem, fordi selvoptagetheden ofte er vildt dominerende i den type romaner. Som anmelder kan man derfor godt være lidt bekymret for at gå ombord i netop den type roman. Heldigvis kan man ånde lettet op ved denne ‘Selvmordstanker kan ikke betale sig’. Det handler ganske vist om et yngre menneske der tåger rundt uden at have teenagealderens berettigelse til det. Men Daniel, vores hovedperson, er fascinerende kynisk, følsom og overfølsom, og så kommer der trods alle odds alligevel en god historie ud af det.

Daniel har een gang forsøgt at begå selvmord. Han forsøgte at hænge sig med en blækspruttearm, af den type man bruger til at fastgøre bagage på cykler. Det strammede lidt men var ikke i nærheden af at gøre skade. Ellers er Daniel ikke suicidal.

Ved romanens begyndelse er han på vej hjem til Danmark efter at have boet i Skotland. I flyet kommer han til at sidde ved siden af en gammel klassekammerat fra gymnasiet, og da denne bliver hentet af sin kæreste Sofie i lufthavnen, følger Daniel med. Med sin bror og vennernes aktive mellemkomst får han hurtigt både job og værelse. Det er ikke ønskejobbet:

Det virker tomt at blive undervist i PR, for der er næsten ikke noget at lære.

Men det går ok, selvom forholdet til chef og kolleger tager en speciel drejning. Daniel er trods sine selvmordsfilosofier en observant fortæller, der gør romanen om den sene pubertet nogenlunde spiselig.

Jeg har altid været fascineret af et liv i luksus, hvor man har overskuddet til at fokusere på sin melankoli.

Selvmordstanker kan ikke betale sig

Johan Davidsen

191 sider

Gyldendal

Udgivet: 24.01.2020

Birte Strandby