Det er vist kun Lars J. Sørensen der kan få folk til at købe en bog med titlen ”Selvglad”. Jantelovskulturen har jo givet det ord en frygtelig bismag, hvor sætninger som ”Han er simpelthen så selvglad” har en meget negativ klang og egenskaber som fx selvironi får langt større applaus end selvglæde.

Men som forfatteren påpeger, er selvglæde vigtig og i nogle tilfælde direkte afgørende for mennesker. Det er tydeligt, at forfatteren har mødt mennesker gennem sit virke i psykiatrien, som kan udtrykke, at de ikke kan lide sig selv med en så eftertrykkelig kraft, at man fornemmer at de virkelig mener det, og at det har gjort indtryk. Mangel på glæde ved sig selv kan virkelig ikke blot være et stort problem, men også skabe problemer for andre.

Bogen er bygget op i forhold til en differentiering imellem at være i verden, at væren ”Jeg, mig og mig selv” i verden, at være sammen med den anden i det nuværende øjeblik, og at være sammen med sig selv.

Nogle af forfatterens måder at beskrive dette på kan jeg ikke rigtig følge, der er for eksempel beskrevet en case hvori ”Jeg” beskriver en objektiv beskrivelse af hvad der foregår i en samtale, og det jeg ville kalde terapeutiske overvejelser beskrives som ”mig” og mere personlige overvejelser kaldes ”mig selv”. Det er som om selve opstillingen ikke helt giver mening, og det samme kan man sige om at nogle refleksioner og cases sættes ud i en sidekolonne, så man skal ofte skal læse i to sideløbende spor. Men alle eksemplerne er jordnære og hverdagsvedkommende, man kan bare undertiden blive i tvivl om hvor forfatteren vil hen med det, men måske er det hensigten netop at påpege, at der findes flere sideløbende spor og mange muligheder at forholde sig til.

Under alle omstændigheder er det altid en fornøjelse at læse Lars J. Sørensen, fordi han skriver så fantastisk godt og har så mange gode refleksioner, der gang på gang får en til at udvide sin tænkning. Et eksempel på dette kan være hvordan et tab af en ægtefælle der dør kan være et tab både af relationen til ægtefællen – eller af sig selv – eller af sit liv. Hvordan man kan opdage, at man ikke er til stede i sit eget liv.

Han taler for at ophæve grænserne imellem det indre og det ydre, når det gælder kærlighed og han taler om at komme til stede og være sammen med sig selv og få et livslangt godt ægteskab med sig selv, hvor der som han påpeger ikke er mulighed for skilsmisse. Og han peger på, at det hedder ”Du skal elske din næste, som dig selv” og mener at vi skal stoppe sammenligningen, for kærligheden er som den er.

Selvom bogens opbygning nogle gange virker lidt flagrende er den helt sikkert læseværdig, især nok for psykologer og psykoterapeuter, der er guld at finde i enkeltafsnittenes intense nærværende tanker og refleksioner.

Det ville nok være dumt at rose bogen, når man lige har læst at ros kan være tilnærmelsesvis skadeligt, da kritikken lurer lige bag ved en tænkning i ”rigtigt og forkert”. Men man må vel godt have lov at anerkende forfatterens indre arbejde med at forholde sig til begrebet selvglæde. Forfatteren ønsker tydeligvis for alle, at de kan finde den, glæden ved at være sammen med sig selv.

Selvglad

Lars J. Sørensen

Om menneskers livslange ægteskab med sig selv

140 sider

Dansk Psykologisk Forlag

2018

Gitte Sander