Selvbiografier er i sig selv en græsselig, men uundgåelig genre i denne verden af egocentrerede individer med behov for at meddele sig til omverdenen. Når man hører om begrebet, har man måske allerede et billede af Casanovas samlede værker, der trods mandens eventyrlige liv er småkedelig og sikkert præcis i gengivelsen. Så det er i høj grad en genre der skriger efter udfordringer, men heldigvis er der også forfattere, der tager handsken op og eksperimenterer med fortællingen om sig selv. Umiddelbart er der tre udgaver af selvbiografien, der springer i øjnene:

Eksempelvis findes der udgaven, der først og fremmest er en god historie, uanset hvem hovedpersonerne er. Og en god historie kan nok findes i de fleste familier. Her er Isabel Allende et godt eksempel. Hun har skrevet selvbiografierne Paula og Summen af vore dage, men det er fortællingen, der er den essens, der gør læseren klogere og rigere og fortællemåden, der forhindrer læseren i at falde i søvn.

En anden udgave er den korrekte gengivelse af omvæltende begivenheder, hvor hovedpersonen selv har stået i centrum. Den er først og fremmest interessant, hvis begivenheder eller vinkler ikke allerede er fortærskede.

En tredje mulighed er samtalebogen med hovedpersonerne som omdrejningspunkter. Det er samtidigt en version, man skal omgås med den yderste forsigtighed, fordi hovedpersonernes ping-pong let bliver stift og konstrueret, når bestemte oplevelser skal hives frem fra erindringen.

Summen af vore dage af Isabel Allende er i hænderne på en forfatter, der kan fortælle en historie, så den er værd at høre på.
Det er stort og småt fra slægten fra Åndernes hus, og igen får Allende os til med begejstring at sluge de mindste banaliteter, der af en eller anden grund aldrig er helt små eller helt uvedkommende. Måske fordi hun altid fortæller om meget mere end sig selv.

Et liv i to verdener af Esma Birdi/Anne Lønstrup er en fornuftigt og let læst bog, der belyser kultursammenstødet, når en tyrkisk bonde med tætte familieforhold og stærk kollektivistisk tankegang lander i Danmark, der i 70”erne for alvor begynder at gøre plads til individualismen. En roman om hvor hård tilpasningsprocessen kan være – selv uden racistiske bidrag.

Er vi de eneste normale her? af Mette Fugl og Karen Thisted der sammen har skrevet en dialog-biografi med masser af anekdoter. Man overbevises let om, at humor, social indignation og nysgerrighed er en del af drivkraften hos begge damer. Samtidigt et billede på udviklingen inden for presse- og medieverdenen fortalt på baggrund af personlige holdninger og oplevelser.