Ingrid Betancourts egen beretning om tiden som fange hos den colombianske modstandsbevægelse FARC. Betancourt er leder af partiet Oxígeno Verde og præsidentkandidat. Sammen med sine fire medhjælpere tages hun til fange under en kampagnetur, og de næste seks år bliver et ophold i FARCs forskellige lejre. Især den sidste tid bliver fangerne sendt rundt mellem lejrene. Forholdene er jævnt utålelige, men Betancourt behandles af og til bedre end de fleste fanger, fordi hun er et vigtigt gidsel – og i øvrigt kendt fra fjernsynet. Beretningen om fangeskabet er selvsagt ikke behagelig læsning, og efterhånden fremstår fangernes tilværelse som stadigt mere ensformig og navlepillende. Hvilket måske er forklaringen på, at mødet med de tre amerikanere, Marc, Keith og Tom, fylder påfaldende meget (og tolkes så forskelligt) både hos Betancourt og i amerikanernes bog om de samme oplevelser: Out of Captivity – Surviving 1,967 Days in the Colombian Jungle.

De indbyrdes relationer blandt fangerne er en sag for sig – for eksempel Betancourts udlægning af gidslernes kollektive identitetskrise, der blandt andet karakteriseres af voldsom jalousi over, at Betancourt jævnligt og i modsætning til de andre nævnes i radioen. At tiden hos FARC er degraderende og umenneskelig, gør den længe ventede befrielse så meget mere fantastisk, selv om gidslernes vanskeligheder ikke slutter med befrielsen.

FARC er igen fremstillet som en gruppe bestående af nogle få ældre strateger og mange meget unge mennesker med behov for efterskoleophold, og man kan undre sig over den politiske magt, de rent faktisk har.

Et uhyggeligt billede fra nogens liv og hverdag her i begyndelsen af det enogtyvende århundrede.

Selv stilhed hører op – Mine seks år som gidsel

Ingrid Betancourt

Oversat af Lærke Pade

624 sider

Gads Forlag

Udgivet: 03.05.2011

Birte Strandby