Ni beretninger om, hvordan journalisters søgen har afsløret essentielle begivenheder i verdenshistorien. Det drejer sig blandt andet om Watergate, My Lai-massakren og Panama Papers.

Tom Buk-Swientys skriver i forordet, at Scoop er med til at dokumentere hvor vigtig dybdeborende journalistik er for det demokratiske samfund.

Det kan man kun give ham ret i , og det er derfor problematisk – også for avisernes overlevelse, at man ikke længere afsætter ressourcer til den form for journalistik. Men hvis vi ikke vil købe aviser, hvem skal så betale for journalistikken?

Watergate er af flere grunde et særdeles velkendt scoop, både fordi det førte til Nixons afgang, og fordi den efterfølgende film All the President’s Men havde Robert Redfords interesse og ham og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Det begynder med et indbrud i demokraternes hovedkvarter. De fem indbrudstyve er the Plumbers, hvis formål det var at stoppe læk, der kunne bringe præsident Nixon i miskredit. En af indbrudstyvene viser sig at være ansat i CIA, og operationen finansieres af en slush fond der er etableret til sabotage af Nixons politiske modstandere.

De to journalister Woodward og Bernstein fra Washington Post går i flæsket på historien, og det bliver til mange artikler og en bog der i første omgang viser sig usælgelig, fordi såvel det republikanske establishment som den politiske offentlighed modarbejder journalisterne, og holdningen er i øvrigt, at Woodward og Bernstein er sensationshungrende.

Fælles for journalisterne i Scoop er, at de er udsatte. Måske er Woodward og Bernstein ikke i nogen krigszone, men for Scharnberg der skriver om krigens brutalitet i Cambodja, Phnom Pemhs fald, kommer truslerne tæt på, og Helen Zille fra Rand Daily Mail bliver truet på livet, da hun undersøger de nærmere omstændigheder ved anti-apartheidaktivisten Steve Bikos død, mens han er i de sydafrikanske myndigheders varetægt. Sandsynligvis døde han efter slag i hovedet, men da Zille vil høre en af de læger der har tilset Biko og bekræftet, at der var tale om sultestrejke, bliver hun truet til at forlade hans grund. Senere bliver hun af pressenævnet fundet skyldig i tendentiøs journalistik, fordi hun ikke vil røbe sine kilder.

De journalistiske observationer er uvurderlige og levner håb for, at vores verdenshistorie kan blive fortalt med færre løgne, også når den amerikanske journalist David Rohde beretter om folkemordet i Srebenica, at FN gjorde faktisk situationen værre – faciliterede et folkemord ved at begrænse de bosniske muslimers muligheder for at forsvare sig selv …

Eller når Robert Fisk, The Times, siger om bin Laden: Han var fuldstændig uden tvivl – ligesom Blair og Bush.

Forfatteren har interviewet blandt andre Woodward, Bernstein, Zille, og der foreligger et gedigent og troværdigt værk, selv om det kunne have været endnu bedre, hvis der havde været ledsaget af uddrag fra de mest relevante artikler.

Scoop udgives netop nu hvor tilliden til medierne og seriøs opsøgende journalistik er helt nede, eller som Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, skriver i sin artikel Kun en tåbe frygter ikke Facebook:

… Men det finder vi nok aldrig ud af. For efter Facebooks overtagelse er der efterhånden ingen kulegravende journalister tilbage, …

Så for igen at citere Buk-Swienty: Betal dit avisabonnement med et smil. Det vil åbne muligheden for research og sandhed.

Scoop

Fra Watergate til Panama Papers – nedslag i journalistikkens verdenshistorie

Peter Christensen

Med forord af Tom Buk-Swienty

349 sider

Gyldendal

Udgivet: 12.06.2017

Birte Strandby