Tredje bog i Hjerteserien om Mie, 17 år og gymnasieelev i krise. Mie er kæreste med Oskar, der er alt, hvad en ung pige kan ønske sig af en kæreste, bortset fra at han midlertidigt bor og arbejder i London. Det er vanskeligt, især når man stadigt omgås den elektrificerende ekskæreste Casper, og det går naturligvis galt til stor forargelse for veninden Sandra, der er romanens personificerede fornuft. Oven i købet får Mie i sin søgen kickstartet forskelligt test-bolleri med flere sårede på tabslisten, hvad der gør hende til et populært samtaleemne i omgangskredsen, men ikke netop til en populær person. Nedturen før opturen.

Det er en bog, der tager udgangspunkt i sex, (drugs) og Rock n’Roll, en hverdag der kun lige skal hænge sammen mellem festerne, og lidt musik hæftet udenpå, så livet ikke bliver helt tomt.

Der er overraskende meget sex i sådan et syttenårigt liv – pigebogens afløser? – men desværre får beskrivelsen af forholdene kun dårligt formidlet følelser og nuancer:

…hvor de febrilske lå og rullede rundt, til de havde fået pillet alt tøjet af hinanden.

Måske er det en vellignende gengivelse af unge danskeres liv i dag, og måske er det ikke alle, der har lagt an til en personlighed i den alder, men stereotyperne flokkes og adskilles fortrinsvis af udseende og påklædning, undtagen hvad angår veninden Gry, der er droppet ud af gymnasiet og tilsyneladende drikker betydeligt mere end de andre. Så meget for personligheden. Alligevel er romanen jævnt underholdende, ikke mindst fordi det jo er væsentligt, om Mie får sin prins i bogens slutning.

Sangen fra hjertet – hjerteserien
Forfatter: Line Kyed Knudsen
312 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 14.08.2009

Birte Strandby