Sanatoriet under timeglasset er skrevet af Bruno Schulz, en jødisk, østrig-ungarsk forfatter. Bogen handler om og fortælles af Józef, søn af en stofhandler. Bogen er ligeså kronologisk som dagligdagens tankespind. Der ikke er nogen overordnet handling, men en udvikling i fortælleren/hovedpersonen egen verdensanskuelse er gives i et referat af hvert kapitel. Selvom det kan virke som lidt for meget er det nødvendigt for at danne en forståelse af Bruno Schulz’ bog og stil.

Det første kapitel: Bogen, handler om at Józef mindes en bog fra hans tidlige barndom før hans mor gav beslag på hans far, denne bog var Originalen fra hvilken alle historier kommer. Hans far mener at Bogen er en myte man tror på som ung, men Józef mener at den indeholder et budskab som det er hans opgave at ”samle”. Han finder den sidste del af Bogen. Den indeholder bl.a. historier om verden, om specielle mennesker. Bogen er i forfald det samme er dagligdagens mennesker da de er bundet af skæbnen.

Den geniale epoke

En dag oplever Józef en lys søjle der står ind af hans vindue ”en søjle af ild – den brændende tid (vinter)” da han ikke kan rumme massen af idéer fra søjlen går Józef som besat, i gang med at tegne og hans mor og Adela, deres stuepige, henter papir i stakkevis. Han tegner dyr og navnløse væsner der ”myldrer rundt i hele værelset”. Til sidst er der ro. Foråret er kommet. Szloma en ven af Józef er blevet løsladt. Józef ser ham igennem sit vindue, der ligger ud mod byens torv og inviterer ham op. Szloma synes tegningerne er fantastiske og mens han roser dem fokuserer han på Adelas mere personlige ejendele.

Foråret

Historien om et bestemt forår hvor Originalen igen optræder, men i form af et frimærkealbum, der ejes af Rudolf en af Józefs jævnaldrende. Dette er foråret hvor Józef møder Bianka. En dag han er med sin far på konditori. Bianka er meget eksemplarisk i sin opførsel og perfekt i sine bevægelser. Józef tolker verden gennem frimærkealbummet, her fortæller han første gang om hadet til Franz Josef I (=personificeringen af den grå hverdag). Józef mener at der er en ”duel” mellem Gud og Franz Josef I, og kalder frimærkealbummet med et evangelium. Han tolker også Biankas følelser gennem albummet, selv Biankas far bliver tolket på. Józef planlægger at fri til Bianka, men hendes far er imod, han vil give hende til Rudolf. En dag da Józef snakker med Bianka, ændre hun karakter hun er ikke længere så perfekt, og optræder pludselig som trodsig og lunefuld. Der har lige fra første øjeblik været en strid mellem Józef og Biankas far, dette ender med at Rudolf stikker af med Bianka og hendes far skyder sig.

Julinatten

En julinat efter Jozef er blevet student, han begynder at ”hænge ud” i ventesalen til den lokale biograf her observerer han hvordan man føres af søvnen ind i en labyrint hvor efterladte samtaler, latter og gråd stadig hænger i luften.

Far slutter sig til brandkorpset

En dag i butikken kommer der en ”ridder” ind. Det er Jósefs far Jakub der er kommet ind med sin brandmandsuniform på, dette leder til en diskussion med Adela. Adela mener at brandmændene bare er nogen sølle sjufter der drikker hindbærsaft hele dagen, Jakub derimod mener at de er en fantastisk race.

Den døde sæson

Jakub er blevet ældre og nu tager han sig kun af forretningsbrevene, han bruger al sin tid i baglokalet på et bestemt brev han ikke kan få formuleret, og han mener at ekspedienterne opfører sig uforskammet. En dag kommer han ned i butikken mens de ”leger” med en kunde, han eksploderer og forvandles til en hidsig spyflue ”der i sit vanvid knaldede mod alle vægge”. Ved aftensmaden er dette igen glemt. Dagene går Jakub bliver mindre og mere grå. En aften kommer der en mystisk mand, de drikker sig fulde og det ender i en venskabelig tumle-kamp. Næste morgen er han væk. Jakub halter, men har fundet ud af hvordan han skal formulerer brevet.

Sanatoriet under timeglasset

Jakub bor nu i et sanatorium, hvor de skruer tiden tilbage. Józef kommer på besøg, han undres over den stilhed der møder ham, da han træder ind. Jakub keder sig, det eneste man gøre der er at sove, så han har lejet et butikslokale i den nærliggende by. Józef opdager at tiden i sanatoriet er gået i opløsning, her ligger hans far og er syg, men i butikken er han livlig og rask. Pludselig bliver byen invaderet og Józef bliver nødt til at flygte uden sin far.

Dodo

Historien om Józefs fætter Dodo der er lidt tilbagestående. Han er et simpelt menneske, hans omverden har bygget en slags sikkerhedsboble omkring sig. Han går hver dag i sin egen verden og har et modsætningsforhold til sin far der er pensioneret og også paranoid.

Edzio

Edzio er Józefs nabo hans ben er forkrøblede og kan ikke komme rundt uden sine krykker. Om aftnen når hans forældre har taget hans krykker synger han, Adela nyder at lytte til hans sang. Om natten sætter hu sig ud på svalegangen for at lytte.

Pensionisten

Onkel Karol er en førsteklasses pensionist der nyder at observere sine omgivelser. En dag beslutter han sig for at begynde i første klasse igen. Skoleinspektøren synes det er lidt mærkeligt, men går med til det da han godt kan se, at viden kan blive forældet. Szymiec Karol liver mere og mere op blandt børnene, men en dag han er på vej til skole, tager vinden ham, og han blæser væk.

Ensomhed

Szymiec er flyttet ind hos Józefs familie og har lukket sig inde på sit værelse. Der er mørkt og stille i værelset, han føler sig som en mus i sit gamle barndomsværelse. 

Min fars sidste flugt

Adela er rejst til Amerika, i stedet har familien fået Genia. Hun er doven og livløs. I sin fraværende sindstilstand kommer hun til at glemme trådruller i suppen og gamle regninger i saucen, dog har hun fjernet alle tæpper og gobeliner fra Szymiecs værelse, da hun ikke kan lide ham. En dag kommer Józef mor ind med en krebs, det er Jakubs seneste skikkelse. I nogle uger kravler han rundt i lejligheden. Selvom både Genia og onkel Karol vil af med ham, er det moren der til sidst kommer til koge og servere ham, men han bliver ikke spist. I stedet sættes fadet på skrivebordet i stuen. En dag er han væk, og de ser ham aldrig igen.

Som nævnt tidligere er tiden historien strækker sig over svær at bestemme, man kan vælge at tage de få årstidsangivelser i så fald starter et efterår i første kapitel, vinter i næste, så forår og så foregår de næste kapitler næsten samtidigt, hvorefter historien slutter et efterår. Dette år er så sat sammen af bemærkelsesværdige årstider, fra Józefs liv. Józef udvikler sig fra de første kapitler, hvor han fortæller om sig og selv skaber historien, hvor han igennem de senere kapitler træder mere i baggrunden og ”nøjes” med at være fortæller. Bortset fra Pensionisten og Ensomhed hvor det er Onkel Karol der fortæller om sig selv. Józef er ikke en alvidende fortæller, men han fortæller historien til læseren og henvender sig direkte. Første gang i ’Bogen’ indledning til næste kapitel ” Har vi forberedt læseren tilstrækkeligt?” hvorefter han viser solidaritet med læseren: ”Vores lampefeber deler vi med læseren. Vi mærker hans nervøsitet.”

Igennem hele historien er der nogle billeder eller bestemte genstande der går igen. Kontrasten mellem lys og mørke er hele tiden til stede f.eks. ved sanatoriet, hvor Józef følger den hvide allé igennem det sorte landskab. Selv da han i drømme foretager en rejse ned i det dybe, mørke helvede finder han lys i den nederste ring.

Noget andet er Gud eller biblen der igen og igen bliver draget ind, men med andre egenskaber end man er vant til. I ’Den geniale epoke’ siger Szloma: ”- de seks skabelsesdage var guddommelige og lyse. Men på den syvende dag mærkede Gud en fremmed tråd mellem sine fingre, og i rædsel trak Han sine hænder væk fra verden, selvom Han havde skaberkraft til mange dage og nætter endnu.”

Her virker Gud mere menneskelig en ellers og det at der har kunnet være en fremmed tråd tyder på at Bruno Schulz ikke tænkt på Gud som det ypperste væsen.

I ’Foråret’ mener Józef at frimærke albummet er givet af Gud for at bekæmpe Franz Josef I ”- da Franz Josef I havde tætnet den sidste sprække for at stænge Dit blik ude, da rejste Du Dig klædt i oceanernes og kontinenternes brusende kappe og stemplede ham som løgner. Du, Gud, forvandlede dig dengang til en hadefuld kætter, og Du slyngede Dine uhyrlige, farverige og pragtfulde bespottelser ud i verden. O, prægtige ærkekætter!”

Gud anses her for at være en hjælpende ”person”.

Ud over det bliver der også brugt bibelske figurer til at udtrykke noget bestemt, som da der i ’Den geniale epoke’ er helt tomt alle vegne, tænker Józef ”På dage som denne træder Messias hen til horisontens rand og ser ned på jorden.”

Historien kan deles op i to, der er den faktiske handling og så er der Originalen. Originalen som vurderes til at være Guds given dukker op kun som en bog og som frimærkealbummet. Men historier/billeder fra den dukker hele tiden op, som henvisninger eller lignelser. Den første historie man høre fra Originalen er historien omen kvinde der var halvskallet, men opfandt et mirakelmiddel og fik så hår til anklerne. Józef opfatter denne kvinde som en type man kan finde alle vegne. Denne type vurderer han sine omgivelser ud fra flere gange i løbet af historien. En ting der bliver ved med at dukke op er lirekasser fra Schwartzwald. Der fortælles hvordan verdens rytme synes at ændre sig med lirekassens melodi. I ’Foråret’ liver Józef nogle voksdukker op til at hjælpe ham i ”kæmpen” mod Biankas far, da han så har skudt sig selv, springer Józef vokskabinettet/illusionsteatret i luften og gør dermed voksdukkerne hjemløse. Herefter giver han dem penge til at de hver kan købe sig en lirekasse fra Schwartzwald. I ’Pensionisten’ fortæller onkel Karol at han godt kan lide at standse op ved en lirekasse og lige gøre nogle trin.

Et andet gendrevent billede er tiden. Tiden der lige pludselig er et rum der kan indeholde kendsgerninger, noget der kan gå i opløsning eller noget der kan være gennemtykket og halvtfordøjet. I ’Sanatoriet under timeglasset’ siger Dr. Gotard følgende om Jakubs tilstand:” fra Deres hjemlands perspektiv, er Deres far død. – Denne død kaster en vis skygge over hans tilværelse her. – Det drejer sig blot om en simpel relativitet. Her er Deres fars død ganske enkelt endnu ikke en realitet, den død som allerede har indhentet ham i Deres hjemland.”

Et andet billede er metamorfoser/forvandlinger. Der faren som bliver forvandlet til en spyflue, en ikke permanent forvandling. Ikke at forveksle med metaforer, som når julinatten er en stor sort rose der lukker sig om en.

Bruno Schulz hjalp i virkeligheden sin kæreste Józefina med at overfører ’Processen’ til polsk. Lidt af Kafkas nihilisme kan ses på de beskrivelser der munder ud i ligegyldighed. I slutningen af ’Foråret’ er der en reference til starten af ’Processen’ hvor Josef K. bliver arresteret. Her er det bare Józef N.

”Er De Józef N.?”

”Ja,” svarede jeg forbløffet.

”Har De for nogen tid siden drømt den bibelske Josefs standarddrøm?”

”Muligvis …”

”Stemmer,” sagde officeren og kastede et blik på papiret. ”Ved De at denne drøm er blevet bemærket på allerhøjeste sted, og at man har fundet den meget kritisabel?”

”Jeg er ikke ansvarlig for mine drømme,” sagde jeg.

”Naturligvis er De ansvarlig for dem. I Hans Kejserlige og Kongelige Majestæts navn er De arresteret!”

Bruno Schulz bruger mange adjektiver, selv når han skal beskrive noget ubeskriveligt. ”Hvordan skulle patetiske adjektiver og opblæste epiteter mod denne ting som intet kan måle sig med, mod dette vidunder uden lige”. For at få plads til alle disse adjektiver, metaforer og personificeringer er sætningerne meget lange, omkring tyve linjer på hvad der svarer til en A5-side. Noget andet er fortællestilen der begynder ved sagens kerne, den reelle handling og så kører ud på sidespor der forgrener sig. David A. Goldfarb mener, at dette er typisk for talmudisk komponering af en tekst: en hovedtekst med marginaltekster, der overlejrer hovedteksten i stadig vækst bort fra midten. Denne komposition gør teksten svær at forstå og det kan være hårdt, at komme igennem de lange sætninger, men bogen giver trods alt en anledning til at glæde sig over de små ting.

Sanatoriet under timeglasset

Bruno Schulz

320 sider
Batzer & Co
Udgivet: 2007
Freja G. Østergaard