Assimilation som løsning og etnocentrisme som fortolkning af loyalitet

Forfatteren plæderer her for, at tillid og sammenhængskraft, der er vokset ud af en lang kollektiv hukommelse, er de bærende elementer i vore dages demokratier. I Danmark er en del af arven den kristne protestantisme, der understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden…, hvilket er praktisk fordi:

…det er også lettere at regulere borgere, som stoler på deres institutioner…

I samme forbindelse hyldes den nationale identitet og det nationale fællesskab, der giver den enkelte tryghed og fornemmelsen af at høre hjemme og til blandt ligesindede. Samtidigt understreges, at prisen herfor er forpligtelse overfor det der er større end en selv og en vis intolerance overfor fremmede, der sniger sig ind og snylter på fællesskabet – retorikken er Støvrings.

Det hele munder ud i en opfordring til stramning af indvandringen og en anbefaling af assimilation af de få, der slipper gennem nåleøjet.

Velskrevet, selvmodsigende og hyklerisk: Eksempelvis mangler der totalt en diskussion af, hvorvidt danskernes materielle stræben har negative konsekvenser for omgivelserne (læs miljø og tredjeverdenslande), eller måske om hvorvidt vi har lov til at lufte hund på naboens grund, mens naboen skal holde sig væk fra vores. Samtidigt kritiseres indvandrere, især muslimer, for en kultur, der er anderledes, men den af liberalismen faciliterede individualisme, som vi har avlet på egen grund, har angiveligt de samme uheldige følgevirkninger for sammenhængskraften, hvorimod andre folkeslags familiefølelse åbenbart ikke kan lære os noget.

Eller frit efter Kant og Egon Clausen:

Forskansning er en meget kortsigtet løsning på planetariske problemer.

Kasper Støvring

216 sider

Gyldendal

Udgivet: 20. april 2010

Birte Strandby