Det næste ungdomsoprør kommer til at handle om at elske samfundet. At nægte at gå med på de voksnes kynisme og blaserte træthed over en verden de er ved at køre i sænk.

Er vi som samfund ved at køre træt? Trænger vi til en vitaminindsprøjtning? Tor Nørretranders har et bud på, hvordan vi generhverver energien og lysten til at investere håb og interesse i samfundet.

Overordnet gælder det om at se på samfundet som på en krop. Lige nu en udmattet krop, men måske kan vi genfinde samfundets kropsglæde, samfundsglæden?

Til daglig lægger vi mest mærke til, hvis vigtige funktioner ikke virker. Hvis der ikke kommer vand ud af hanerne, hvis sygehuset ikke leverer, hvis affaldet ikke bliver hentet. I stedet kunne vi begynde at glæde os over alt det der virker og se lidt fremad, så vi undgår, at hele tilværelsen ikke bliver en stor brandslukningsmanøvre. Hvad er det, vi vil med vores samfund?

Det lyder jo godt, men så begår Nørretranders et par småfejl: Dels opdeles befolkningen i rige og fattige, og de rige er slemme til at tro, at de kan klare sig uden de fattige. Det er derfor, de klager over højere skatter, hvor de nærmest burde være taknemmelige over at have en rask og veluddannet arbejdsstyrke til rådighed, der kan nå frem til arbejdspladserne takket være en velfungerende kollektiv transport.

Der sker her en slem generalisering af de rige, der jo nok er en sammensat gruppe bestående af andet end hensynsløse virksomhedsejere. Desuden må vi tage det tragiske i betragtning – som også Zygmunt Bauman er inde på – at takket være teknologiske fremskridt har virksomhedsejerne faktisk ikke helt så meget brug for en rask og veluddannet arbejdsstyrke, som de har haft.

Et andet element i Nørretranders’ samfundsglæde er glæden over vores velfungerende institutioner, såsom postomdeling, fødeafdelinger, gadebetjente – og her må vi nok erkende, at grønthøsteren kørte i 2007 i hælene på kommunalreformen. Det er rigtigt, som forfatteren skriver, vi skulle have værdsat institutionerne dengang. Det gjorde man faktisk også enkelte steder, men det forsvandt i det øvrige råberi.

Begrebet Simulated annealing er en måde at installere sig i samfundet på, en ‘tilpassende’ måde. Det er det man gør, når man anbringer sit barn i en skovbørnehave, hvor de kan ‘dyrke, lege og pleje sig’ frem til en forståelse af økologi og naturens kredsløb, et sted hvor respekten for barnet forenes med respekten for planeten.

Tor Nørretranders har skrevet en fin lille bog om, hvordan vi giver vores fælles samfund en chance. Det handler en del om, at forfatteren er flyttet til Samsø og der har oplevet, hvad der kan fungere, det handler også om forskelle på land og by og især om fællesskaber. Der er flere muligheder for at være uenig, men grundlæggende er her en basal instruks til sund overlevelse i et klimavenligt miljø.

Samfundsglæde

Sammen kan vi selv

Tor Nørretranders

124 sider

People’s Press

Udgivet: 2019

Birte Strandby