Med udgangspunkt i strategen over alle strateger Machiavellis værk Fyrsten har de to forfattere besluttet sig for at undersøge, hvordan magtens mekanismer fungerer for moderne ledere. Det er, som forfatterne selv understreger, et ambitiøst og udviklende projekt, og det bliver til en dokumentarserie på 26 afsnit og bemeldte bog, der er nogenlunde underholdende, men det er svært at få øje på, at den også skulle være udviklende for læseren.

De interviewede ledere omfatter Jan Carlzon, Steven Hilton, Philiph Kotler, Hans Engell, Pat Boone og mange andre, og interviewspørgsmålene er som nævnt baseret på Machiavelli, for eksempel spørgsmålet om at regere ved hjælp af frygt, hvilket ingen af de adspurgte dog finder tiltalende eller praktisk, selv om metoden tydeligvis anvendes i politik.

En anden af Machiavellis genistreger er brugen af syndebukke: At sætte en mand til at udføre alle de usympatiske men nødvendige handlinger, hvorefter han henrettes på torvet. Derved bliver det ubehagelige arbejde udført, og lederen får folkets sympati for at gør kort proces med ’gerningsmanden’. Det er tilsyneladende heller ikke noget hit blandt bogens personer – men det er måske heller ikke en adfærd man ville udbasunere, selv om man gjorde brug af det?

Hvert kapitel afsluttes med en sammenfatning af de indhentede råd. Fint nok, men her er heller ingen nytænkning:

Fortsæt med at udvikle din kernekompetence …

Som i mange andre bøger til/om ledere, handler det om udvikling, kommunikation og værdier. Interviewmetoden er afvekslende, men giver ikke noget bemærkelsesværdigt udbytte, og flere af fotografierne er pinligt uskarpe. Generelt ligner det mere et studieprojekt end en praktisk håndbog for ledere.

Benjamin Holk + Fredrik Lassenius

192 sider

L&R Business

Udgivet:: 27.04.2010