Ifølge forfatteren er dette en selvhjælpsbog – deraf titlen, og den er konsekvent skrevet til et du. Et du der viser sig at være en ung mand fra en fattig – muligvis pakistansk – by. Det er ham, der har brug for at blive stinkende rig, hvad han også gør. I sine unge år møder han den kønne pige, der er navnløs gennem hele romanen men som han fast besluttet på at skabe sig en karriere. Hun begynder med små modeljobs og en anelse prostitution og forlader byen, så snart hun har råd til sin egen lejlighed. Hun forlader dermed også vores hovedperson, men de mødes flere gange i deres liv.

Hovedpersonen indleder med at arbejde for en mand, der opkøber fødevarer der har overskredet sidste salgsdato. Han retter omhyggeligt datoen og sælger varerne videre. Senere bliver bogens du selvstændig, og han har i en periode en givtig forretning, et stort hus i et bevogtet område og adskillige sikkerhedsvagter.

Et af de mere overraskende kapitler – og et der markerer en klar forskel på en vestlig selvhjælpsbog og en lignende fra tredjeverdenslande – er kapitlet: Bliv ven med en bureaukrat. Ikke at det ikke også kan være praktisk at fraternisere med embedsmænd her i landet, men det ville næppe indgå i en manual. Der er omhyggelig rådgivning i hvad bureaukraten skal bruges til, og hvordan man finder ham:

Du er kommet til ham via et klæbrigt sneglespor af bureaukrati og papirnusseri. Nægtede godkendelser, dumpede inspektionsbesøg, forkerte måleraflæsninger, uanmeldte revisioner, alle de fiduser og chikanerier du i årenes løb har overvundet ved at smøre folk…

Bestikkelse, nepotisme og særlige private vagthold, der minder en del om mafiaens versioner af samme, er tilbagevendende manøvrer i vores hovedpersons livsforløb, og hans kampe minder om dem man møder i Kiran Desais Det tabte land, kampene for at overleve i et samfund, der ikke satser på, at man skal overleve.

En af årets mere interessante udgivelser både på grund af form og sprog og fordi romanen fremstiller det ironiske i en vestlig selvhjælps-angrebsvinkel på baggrund af et samfund, der fungerer på ganske andre betingelser.

Mohsin Hamid
Oversat af Mich Vraa
268 sider
Gyldendal
Udgivet: 2014