Kåre Bluitgen skriver ofte om emner, der er vanskelige og måske endda tabubelagte, og her handler det om, hvad man kan og må føle, når ens elskede morfar pludselig bliver meget syg og mister ligheden med det menneske, man kendte.

Så dø dog, morfar! er velegnet til læsning for eller af de syv – tiårige.

Bogen handler om William, der sædvanligvis elsker sin morfar. Men pludseligt får familien besked om, at morfaren er blevet syg og kommet på hospitalet. Far og mor er tydeligvis berørte. Det lugter sært på hospitalet, og på sygestuen ligger mange syge, kun adskilt af gardiner. Morfar ligner heller ikke sig selv, som han ligger der og snorker.

Næste dag skal de igen på hospitalet. William har ikke lyst til at tage med, og han skulle have spillet fodbold med Emil, men der er ingen muligheder for at slippe for turen. Mor tager på sygehuset hver dag, William laver legeaftaler for at slippe for at tage med, men mor aflyser dem igen og slæber den modvillige dreng med hen til det besynderligt fremmede menneske i sengen – og tvinger ham til at hilse på morfar. Morfar ligner ikke sig selv, og William synes, at nogle af de andre på gangen opfører sig mærkelige, faktisk meget skræmmende.

Endelig dør morfar – efter at William har ønsket, at han skulle dø. Bagefter får William det ret dårligt. Mor viser ham billeder fra dengang han og morfar spillede fodbold, og William kommer i tanker om, hvordan morfar var før sygdommen.

Illustrationerne er gråsorte stregtegninger. De er temmelig dystre grænsende til det uhyggelige, og historien er også lidt barsk, omend vel sandfærdig og måske er det den bog, vi mangler, når børn mister. Det er spørgsmålet, om William eller hans forældre kunne have gjort noget bedre eller anderledes.

Så dø dog, morfar!

Kåre Bluitgen

Illustreret af Erik Petri

43 sider

Vild maskine

Udgivet: 11.04.2019

Birte Strandby