Russisk roulette(De Niro’s Game) er den 44-årige emigrantforfatter Hages storslåede debutroman. Rawi Hage flygtede fra den libanesiske borgerkrig i Beirut til New York i begyndelsen af firserne. Efter nogle år med hårdt fysisk arbejde blev han taxichauffør og fotograf. Ham flyttede til Montreal i Canada, hvor det var muligt at få en universitetsuddannelse meget billigere end i USA. Han begyndte med at skrive fiktive historier om de personer han fotograferede. Russisk roulette fik en stor modtagelse i Canada og andre lande. Han modtog bl.a. den internationale IMPAC Dublin Literary Award på 100.000£.
Hage leverer en intens og blændende beskrivelse af livet som teenager i den borgerkrigshærgede by. Vi følger hovedpersonen Bassam og hans barndomsven George. George bliver militsmand medens Bassam har løsarbejde som kranfører på havnen og prøver at holde sig ude af militsernes mere eller mindre kriminelle aktiviteter.
Livet i Beirut er et liv med ti tusind bomber og død overalt. Raketterne og granaterne finder dig på gaden, i dit soveværelse eller i dit badekar, og selv de beskyttelsesrum som borgerne tyr til om natten er ikke sikre. Alle lov-og-orden systemer er brændt sammen. I de forskellige religiøse og etniske enklaver regerer de lokale militser med hård og uretfærdig hånd. Handelen med officielle papirer som kørekort og pas styres af militserne og købes på torvet. Som med mafiagrupper er narko, spil og beskyttelse grundlaget for militsøkonomien. Lokale gangsterkonger og mangemillionærer har deres egne private militser, og der er krigszone og checkpoints overalt.
Bassams forældre bliver ofre for bomber, og Bassam indleder sig på kriminalitet med George for at få penge til at flygte fra byen, men george viser sig at være mest ven med sig selv.
Russisk rouletteer en roman med uhyggelige perspektiver. Børn, der tjener penge ved at indsamle brugte patronhylstre, og en hverdag styret af kynisme og brutalitet med få lyspunkter. Der er en konstant jagt på mad og drikkevarer – og piger, når bomberne falder går dyden ofte amok.
Bassams liv går langsomt i opløsning mens han fokuserer på sin flugt. George går simpelthen i moralsk opløsning. Sammen med andre kristne militsfolk tager han til Israel for at få militærtræning for at kunne støtte den israelske invasion, og han deltager i de blodige og vanvittige massakrer på mænd, kvinder og børn i flygtningelejrene Sabra og Shatila.
Russisk roulettegriber læseren om hjerterødderne. Man forundres både over menneskelig dårskab og ondskab og den seje vilje til at overleve bare nogenlunde intakt midt i Ragnarok.
En virkelig god og anbefalelsesværdig roman om krigens omkostninger i mennesker, matriel og moral.
Forfatter: Rawi Hage
265 sider
Forlag: Hr. Ferdinand
Udg.: 15.09.09
Anmeldt af Jan Vandall