Så er der chicklit til ferien. Denne gang handler det om Agata, der er en kloning mellem Hanne-Vibeke Holsts ”Therese” og Helen Fieldings ”Bridget Jones” og altså en videreudvikling af tidligere tiders kærlighedsromaner. Agata er journalist – det skal man åbenbart være for at blive hovedperson i denne genre – på Aftonbladet, der har en stofudvælgelse, der minder en del om Billedbladets.
I lighed med de to forannævnte damer er Agata ude i eksistentialistiske problemer forårsaget af en uplanlagt graviditet, forholdet til jobbet blandt selvhævdende mænd og ikke mindst forholdet til kæresten. Hun er om muligt endnu mere umoden end sine skrivende medsøstre, og hendes sprog er betydeligt mere vulgært, men af og til er hun også sjovere og en af mange, der bliver slemt forskrækket over, hvad man nu stiller op, når den romantiske scene med plads til to skal udvides til at omfatte en baby:

– … Men jeg taler om et væsen, der savler, tisser på sig selv og ikke kan holde på en gaffel.
– Det lyder som dig, når du er fuld.

En del af personerne er lidt tegneserieagtige, og af og til går der uklædeligt meget lagkage i humoren. Hovedpersonen opfører sig stort set som en ikke alt for voksen teenager, og man må generelt undres over, hvor mange nogenlunde ansvarfulde stillinger der indtages af tilsyneladende let retarderede personer.
Men trods en unuanceret og forhåbenligt urealistisk karaktertegning og et ikke alt for gennemarbejdet sprog, er romanen livlig og let læst. At beretningen blot er en variant af allerede velkendte historier, forhindrer den på ingen måde i at være underholdende.

Forfatter: Belinda Olsson
Oversat af Tobias Bojlén Hartmann
352 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Birte Strandby