Som modvægt til sagaer om krigere og vikinger der drager i leding har Lone Mikkelsen her skrevet sagaen om hende, der blev hjemme, og det er godt og troværdigt fortalt. Ikke mindst hovedpersonen Ragnhilds første kontakt med den kristendom der kommer snigende ind i den lille bygd og mistænksomheden overfor munken Kristoffer, der beder lavmælt i en kultur, hvor det at tale lavt er at smede rænker. Samme Kristoffer mistænkes også for at sætte ondt blod mellem trælle og herrer, og han taler om vigtigheden at holde hviledagen i hu, hvilket ifølge Ragnhild kun kan betyde, at denne gud, Hvidekrist, i hvert fald ikke er bonde. Værst er dog den kristne ide om tilgivelse, der ikke har megen gang på jorden hos et krigerfolk.

Ragnhild fortæller sin historie til gudinden Freja – om sine børn, trællene, svogeren Ketil, skyld og uskyld. Om skjalden og ægtefællen der faldt i kamp, men hvis død ikke desto mindre blev hjulpet på vej af Ragnhild og Ketil.

Ragnhilds tankegang og handlemåde kunne være typisk for tiden omkring forrige årtusindskifte. Familiens samhørighed er altafgørende og hjemmets hierarki har arbejde til alle, men kvinden er ikke aldeles uden magt – som det underholdende fremstilles, da Ketil, den store kriger og familiens overhoved, for en uoverlagt bemærkning bliver slået til jorden af sin frille – med hustruens venlige accept.

Det handler om Dagligt Liv i Norden på Svend Tveskægs tid set gennem husmoderens øjne, den centrale skikkelse i en tilværelse, hvor mændene uafladeligt drog på togt, hvorfor kvinden måske nok var mandens undergivne men også hjemmets hersker.

Lone Mikkelsen
206 sider
Samlerens Forlag
Udgivet: 30-08-2010

Historisk roman

Birte Strandby