Den vældige popularitet som fantasy-litteraturen har nydt siden Harry Potter dukkede op på bogmarkedet har haft flere interessante følgevirkninger. Dels er der mængden af litteratur, markedet nærmest svømmer i fantasy for unge læsere; dels er der opbrud i genrerne. Havfruer og nymfer der før har holdt til i voksenlitteraturen – hos Fouqué, Hoffmann, Brentano, Coleridge – er i hobetal flyttet til ungdomslitteraturen, i mindre poetiske men ikke mindre magiske udgaver. Det samme gælder for gruens karakterer, varulvene, genfærdene og vampyrerne. Bram Stokers Dracula var aldrig for børn, men de seneste år har også vampyrerne forladt voksenlitteraturen for i stedet at chokere de unge, og herhjemme har både Haller, Fupz Aakeson, Reuter og Wung Sung skrevet om de engang så skræmmende væsener

R.I.P. Vampyrjægernes klub lægger op til den store hyggelige uhygge, og vi aner tilstedeværelsen af det onde, længe inden vi ser tegn på det. Det begynder med et brev fra en afdød vampyrjæger, hvorefter scenen skifter til unge Rasmus der imødeser sit livs værste sommerferie, fordi hans bedste ven er ude at rejse med familien, fordi han ikke selv skal noget, fordi hans indtil videre ukendte fætter kommer for at bo hos ham i ferien. Og så vælter han på cykel.

Fætteren ankommer og er alt det man nu kan forvente af en københavner: klar til at kede sig i en lille landsby, der hverken har købmand eller natteliv. For at få lidt drama beslutter fætteren og Rasmus sig for at undersøge, hvem der kan have væltet gravsten på kirkegården. De går op på kirkegården om aftenen, og her møder de naboens Isabella, der netop har læst en dagbog med vampyrer der har truet i området for 150 år siden. Spændingen opbygges – og fortsættes i næste bog. Øv.

R.I.P.

Vampyrjægernes klub

Lasse Bo Andersen

80 sider

tekstogtegning.dk

Udgivet: 2018

Birte Strandby