Romanen begynder med, at Frederik mister sin far. Faren har kræft og ligger døende i huset, mens familien siger farvel. Herefter følger vi Frederik gennem det næste år. Det omfatter gensyn med gamle venner, forskellige euforiske stoffer, en del tømmermænd og kontakt til shaman Roberto. Det omfatter også mange tanker om faren og tilbageblik på familieliv, som dengang, hvor Frederik spillede en syret koncert med sit punktband, og faren malede et billede af koncerten – under koncerten.

Frederik arbejder på et reklamebureau, hvor han blandt andet klipper film. På sin lange deroute begår han et oprør ved at lave en film med børnearbejdere, ekstrem tørke, smeltende indlandsis og slutteksten:

It’s okay to be an asshole. The world is so fucked up anyway!

Det var ikke det, kunden bestilte, og Frederik beslutter sig for at sygemelde sig. Det bliver ikke den sidste film, han klipper, men den næste film har et ganske andet indhold – og også et andet formål end at promovere en producent.

Frederik forsøger at forholde sig til familie og venner, men sumper rundt og måske kommer han i nærheden af selvmord?

Pupiller udvider sig i mørke ligner en lang, let kedsommelig nedtur. I hvert fald er Frederik ikke helt interessant nok til alene at udfylde de godt 200 sider. Spørgsmålet er, om nogen er? Først da vi nærmer os slutningen, hvor Frederik render ind i noget der ville markere tydelige moralske grænser for de fleste, kommer der lidt kant i romanen. Det er lidt som at se David Finchers Fight Club uden Tyler Durden. For langt og for tamt.

Pupiller udvider sig i mørke

Hans Frederik Munch

248 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2019

Birte Strandby