I 2010 udkom en lille række romaner om teenagere der udover udfordringerne ved at nærme sig voksenalderen også pludseligt blev svigtet af deres nærmeste på grund af dødsfald, skilsmisse, mentalt fravær, blandt andet Vildnisset og Kapgang. Sidstnævnte blev senere til en film med Sidse Babett Knudsen og Anders W. Berthelsen.

Projekt Luftballon fortæller den samme historie om den svigtede teenager, men her ledsages fortællingen af en gnist af skingrende vanvid, og det lykkes Projekt Luftballon at balancerer dybe tragedier med syg komik, lidt i lighed med ‘Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’.

Femtenårige Bjørn er i orkanens øje. Hans mor dør efter en kamp mod kræften. Hans far er hjerneskadet efter en gammel ulykke og kan ikke smile. Hans bror, Kaspar, der er et geni, bor i kælderen og kommer aldrig op, og hans morfar er dement en del af tiden og bor på plejehjem.

Bjørns mor ønske var at blive begravet, men hans far har valgt, at hun skal kremeres. Det får Bjørns sind i kog, og han planlægger at bortføre hendes lig med en luftballon for at få det begravet. Det er en vanskelig plan, men så kommer morfar på banen, og damerne på plejehjemmet syr ballonen af gummilagener, Kaspar lover at lave brænderen, og måske har planen en fremtid.

Projekt Luftballon byder på adskillige komiske indslag, men ikke en af hovedpersonerne har undgået tragedie, og til sidst får læseren også at vide, hvad der har forårsaget farens ulykke. Der har været en sand dominoeffekt af ulykker, en forbandelse som Bjørn må tage sig af.

Projekt Luftballon

Jes Buster Madsen

167 sider

Egolibris

Udgivet: 07.02.2019

Birte Strandby