Ungdomsroman
Lukas er bøsse. Det har han vidst i flere år, skønt han kun lige er begyndt i 1 g. I skolen har de andre råbt efter ham, og han er blevet mobbet. Siv er mere diskret. Ingen har endnu antydet, at hun er lesbisk, og hun har også selv en del vanskeligheder med at forholde sig til det. Men heldigvis er Lukas hendes bedste ven. De forstår hinanden, og de bliver enige om, at de for at slippe for flere fortrædeligheder vil lade som om de er kærester, når de begynder på gymnasiet. Det burde gøre tingene langt lettere og reducere chikanerne. Og det gør det da også udadtil. Indadtil bliver verden langt mere kompliceret, og i deres lille gruppe på fire venner minder det mest om Vandkunstens lille Café: Den ene elsker den anden, der elsker den tredje, der elsker den fjerde – som så naturligvis er forelsket i den førstnævnte. Men ellers går det fint, indtil Lukas hopper ud af skabet og debuterer seksuelt på Youtube. Så kommer der igen gang i mobberne, der er fulgt med fra folkeskolen, indtil nogle fra klassen med et par velvalgte fraser bliver mindet om, at de så småt er ved at være voksne.
Dejlig gengivelse af dagens ungdom og dennes sprog såvel som dens vanskeligheder med den uforståelige og uforstående race: Forældre. Der er enkelte stereotyper blandt forældrene, mens hovedpersonerne er overbevisende komplekse.
Lignende kampe med erkendelse af egen homoseksualitet og dermed følgende ungdommelig sårbarhed kan opleves i Wonderboy af Angel T. Kirkegaard og blandt andre Body Tactics af Bente Clod.

Sanne Søndergaard
Proforma
256 sider
Gyldendal
Udgivet: 2011
Birte Strandby