Hvis man sætter pris på en god thriller udspillet i magtens korridorer med højt aktivitetsniveau og et ondt plot der truer hele verden, så vil man nyde Præsidenten er forsvundet. Her er simpelthen det hele i bedste Alistair Maclean/Frederick Forsyth/Desmond Bagley/Ludlum-stil med en snert Hitchcock/Stephen King inde over. Og som i Air Force One med Harrison Ford viser vores hovedperson, den amerikanske præsident, sig at være en handlingens mand med erfaringer fra militæret, og i øvrigt lidt af en helt. Nogen gange er han næsten for meget med sit udtalte ansvar for det amerikanske folk, sin evne til at kunne se godheden i sin sikkerhedschef og den pose floskler, hvorfra han jævnligt henter sine livsfilosofier: Selv på de dårlige dage er der altid noget godt, man kan gøre. Og i modsætning til Underwood fra House of Cards er han tilsyneladende ikke interesseret i selve magten.

Modstanderens sniper er en helt anden personlighed: en smuk kvinde der aldrig fejler, lidenskabelig Bach-elsker og vegetar, fordi hun ikke vil slå dyr ihjel. Men i øvrigt er det ikke helt indlysende, om det er hellige krigere eller den russiske præsident der har hyret hende.

USA er i krise, og kun præsidentens nærmeste rådgivere ved, hvor slemt det står til. En virus truer med at lamme al infrastruktur via nettet – lidt i lighed med plottet i Die Hard 4. Los Angeles bliver pludselig truet på sin vandforsyning, og det er ikke til at afgøre, om det er sådan virussen begynder, eller om Los Angeles bare er en afledningsmanøvre.

Præsidenten drager ud for at mødes med to mennesker, der kan give ham nøglen til problemet og dets løsning, men mødet forløber ikke som ventet. Den ene kontaktperson bliver dræbt, og kun præsidentens træning fra militæret og hans enestående reaktionsevne redder den anden. Det står hurtigt klart, at det kommer til et kapløb med tiden, og at der er en forræder blandt præsidentens tætte samarbejdspartnere.

Præsidenten er jeg-fortæller, og hans let kyniske og til tider humoristiske fortællestil giver ekstra krydderi, selvom man studser over, at han benævner sig selv, Tysklands kansler og Israels ministerpræsident ‘De tre verdensledere’.

Om thrilleren er mere realistisk end House of Cards, Die Hard og Air Force One er svært at sige. Der er en smule mere fokus på de umulige dilemmaer præsidenten møder, og det er underholdende læsning. Eksempelvis der en scene, hvor to højtstående strateger fra terroristernes klub holder møde. Den amerikanske administration incl. CIA-chefen – anbefaler præsidenten at sende et missil mod de to terrorister, og præsidenten har – i øvrigt som Underwood i House of Cards – nogle overvejelser om, hvorvidt man nu kan sende et missil afsted, når man ved at der er børn på stedet, hvor det rammer. Som i House of Cards bliver missilet affyret, men i modsætning til Underwood erkender vores hovedperson, at han ikke var i tvivl om, at han ville godkende affyring af missilet. Blot manglede han det berettigende argument. En interessant vinkel er, at den ene terrorist medbringer sin hustru og syv børn til mødet. Af den amerikanske præsident kommenteret således: Det møgsvin. Tænk at bruge sine børn som skjold …

De indbyggede fordomme er hermed også på plads, og det er ikke denne thriller der viser os vejen til en mere fredelig verden, men det lover den heller ikke noget om. Til gengæld er det en forrygende roman, og det kan blive en forrygende film.

Bill Clinton & James Patterson

Præsidenten er forsvundet

Oversat af Signe Lyng

470 sider

Gyldendal

Udgivet: 4. juni 2018

Birte Strandby