Med baggrund i to tegninger forestillende en henrettet ung kvinde malet af Rembrandt, har forfatteren Margriet de Moor ladet sig inspireret til sin seneste bog ”Pigen og maleren”. Den historiske roman omhandler en navnløs ældre maler, og i et andet spor fortæller den om en unge kvinde, der henrettes ved strangulering. Pigen Else er purung, stammer fra Danmark og søger, som så mange andre, lykken i datidens Holland. Her håber hun på at finde sin halvsøster, men snart slipper hendes penge op. Da Elses udlejer slår hende med en kost, griber Else en økse og værtinden dør. Else straffes ved strangulering og herefter krydses maleren og pigens veje, da den gamle maler tegner den døde.

Margriet de Moor har med sin store viden og interesse for kunsthistorie den helt rette baggrund for, at forfatte en læseværdig fortælling som denne. Forfatteren tager os med til et fattigt Holland anno 1664, hvor den gamle maler lever en ensom og trist tilværelse. Den første kone er død, pesten har nu taget livet af hans nye unge kone og han er erklæret personlig konkurs. Alligevel er han forsat dedikeret til sin kunst.

Romanen foregår på en enkelt dag; dagen hvor Else henrettes. Igennem en lang række flashbacks fortælles historien om hver af de to hovedpersoner, og til slut krydses deres spor, da maleren vælger at tage ud til galgepladsen på øen Volewijk, hvor Elses lig er klynget op. Her tegnes den strangulerede.

Med afsæt i et konkret motiv af maleren Rembrandt og den historiske skikkelse for motivet, den 18-årige danske pige Else Christiaens, har Margriet de Moor i fiktionens univers prøvet, at give et bud på hvad der gik forud. Det er både vemodigt og trist at følge den fattige Else på hendes lange, slidsomme vej fra Danmark til Holland, men ikke mindst i tiden efter mordet, hvor hun opholder sig på rådhuset og venter på henrettelsen. At Else end ikke angrer tillægges endog stor betydning af dommerne og præsten. Hun er fortabt! Margriet de Moor formår på flot vis, at skildre golde datidens dogmatik. Hun viser os hvordan, Else bliver et offer for fattigdom og drømmen om noget bedre. Hendes korte liv ender uhyre tragisk.

Else vil alene blive husket qua malerens tegning. To stregtegninger af Rembrandt der faktisk findes på Metropolitan Museum of Art i New York i dag. Derfor er det også interessant at vide, hvad der førte maleren på sporet af sit motiv. Margriet de Moor lader sin maler være sky, og han undviger da også den offentlige henrettelse af Else. Sønnen Titus fortæller imidlertid om sine oplevelser, og det tilskynder faren til at drage til galgepladsen. I mine øjne virker det ikke videre sandsynligt. Men Margriet de Moor skriver alligevel dragende og med indlevelse. Særligt den gamle maleres vemod skildres flot, og læseren får også et meget fint indtryk at malerens passion for arbejdet med farver og lys. Dog savner jeg et større indblik i malerens person og væsen.

Bogens svaghed – eller udfordring – er måske, at handlingsforløbet er givet på forhånd. Det stiller unægteligt store krav til forfatteren om, at fylde rammen ud og give læseren et helstøbt billede af karakterne og ikke mindst berige motivet med farve, liv og bevægelse.

”Maleren og pigen” baserer sig i høj grad på en vekselvirkning, hvor fokus flyttes fra den ene hovedperson til den anden, og snart skues der tilbage i mangt et flash back. Alene det gør handlingen abrupt, og vanskeliggør læserens møde med de to hovedpersoner.

Som læser savner jeg, at den kunsthistoriekyndige forfatter i et efterord skriver om Rembrandt, de to blyantstegninger og ikke mindst unge Else fra Danmark. Margriet de Moor leverer et bevægende og interessant motiv af maleren og pigen. På højde med Rembrandts tegninger af Else kommer romanen dog aldrig.

Pigen og maleren

Margriet de Moor
Oversættelse: Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis Glenthøj
284 sider, indbundet
TURBINE forlaget
Udgivelsesdato: 21.03.2014

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg