Bodil Claesson er klinisk psykolog og specialist i psykoterapi og supervision, samt særligt erfaren udi Somatic Experiencing, som er en kropspsykoterapeutisk traumefokuseret terapiretning.

Gennem bogen forholder Claesson sig til egne erfaringer samt væsentlige forskningsmæssige bidrag gennem de seneste årtier, som kan hjælpe os med at forstå, hvad der er i spil ved dissociation. Dissociation er et fænomen, der optræder efter at mennesker har været udsat for traumer, overgreb, nærdødsoplevelser eller lignende, og som kan bestå af en oplevelse af være ude af kroppen eller en lang række andre symptomer som fx hukommelsestab eller en opsplittet oplevelse af egen væren.

Det er et meget spændende, men også vanskeligt emne, som man skal have en god portion mod for at turde nærme sig en dybere bekrivelse af. Alene det at definere hvad dissociation er, er første udfordring, fordi de definitioner, der findes i den gængse literatur og vores naturvidenskabeligt funderede fagliteratur, ofte kommer til kort i forhold til de faktiske fænomener, vi oplever i den daglige kliniske praksis.

Bodil Claesson gør et fremragende forsøg, som i mine øjne yder er væsentligt bidrag til en helt nødvendig præcision og nuancering i forhold til de gængse opfattelser og definitioner. Hun trækker referencerammer ind fra, hvad den nyere forskning fortæller os indenfor fx neurologi og psykotraumatologi. Men hun er heller ikke bange for at vove sig ud i fx andre af kroppens funktioner, udviklingspsykologiske perspektiver, samt væsentlige diagnostiske og sociale perspektiver.

Det kunne alt sammen blive meget tungt, men både fører forfatteren læseren meget præcist igennem sine referencer med uddrag af, hvad hun refererer til, og dertil er bogen spækket med case-eksempler fra levende menneskers historier og deres forskellige dissociative oplevelser, hvor læseren bliver en flue på væggen i hendes terapilokale, hvilket bidrager til at bogen bliver meget spændende og læsbar.

Der er gjort et grundigt arbejde med at markere vanskelige ord i farver for at fremme forståelsen og læsbarheden, hvilket fungerer godt og der er også enkelte illustrationer. Der kunne med fordel laves flere, på samme måde som der er lavet en ordforklaring med henblik på, at bogen kan læses ikke blot af fagpersoner, men også af almindelige mennesker, der selv har oplevet dissociation og har brug for at forstå deres egne oplevelser bedre.

Hvilket i mine øjne er et vigtigt formål, da der kan være mange følgevirkninger af dissociatiative oplevelser i form af følelser af personlig uvirkelighed, fremmedgørelse, uforbundethed med omverdenen og isolation, som forværres af, at disse oplevelser ikke er særligt anerkendte og omtalte i social- og sundhedsvæsenet. Og derfor kan alene det, at læse en bog om emnet eller møde en fagperson, der kan tilgå oplevelsen på en måde, der spejler den faktiske indre oplevelse og kan forklare den i en forståelsesramme, være helende i sig selv.

Bogen bør læses af alle, der har dissociative oplevelser inde på livet, da den repræsenterer et sjældent godt bidrag til at opnå en større forståelse for disse oplevelsers substans. Man får respekt overfor den personlige og faglige integration forfatteren demonstrere i fleksibelt at kunne jonglere med sin tilstedeværelse overfor de respektive klienters individuelle oplevelser og det solide faglige fundament.

Bodil Claesson

320 sider

Hans Reitzels Forlag

2014

Anmeldt af Gitte Sander