Den første historie med Percy Jackson Lyntyven har været en stor international succes både som bog og som film. Når jeg er ude og fortælle skoleelever om nye bøger fortæller både børn og unge begejstret om Percy Jackson.

Nu ligger andet bind Uhyrenes hav hos boghandlerne, og den uhyre spændende historie er en værdig efterfølger til Lyntyven.

Der er næsten gået et år siden Percys første eventyr i Halvblodslejren, hvor de børn som har en gud som den ene forælder tilbringer sommerferien og bliver oplært til at være helte. For Percy har det været et lidt kedeligt år, men nu glæder han sig til sommerferie og til at at komme tilbage til Halvblodslejren. Det går dog ikke helt efter planerne. I en gymnastiktime bliver der igen gjort forsøg på at dræbe Percy. En flok kæmpekannibaler gør deres indtog og vil æde alle børnene, men Percy har fået en ny ven, Tyson. Tyson er stor, dum og grim og Percy er den eneste der kan lide ham, men han viser sig at være et kyklopbarn der er stærk nok til at redde Percy. Annabel dukker også op og giver en hånd med, og hun fortæller Percy, at der er store problemer i lejren. Det magiske træ der beskytter lejren er blevet forgiftet og er ved at visne, så lejren bliver angrebet af dødsens farlige uhyrer.

Det eneste der kan redde lejren er Jason gyldne skind og Percy må drage ud for at skaffe det til veje.
Turen går til Uhyrenes hav – der nu er flyttet fra Ægærhavet til Bermudatrekanten – og den ø, hvor Odysseus stødte på den menneskeædende kyklop.

Uhyrenes hav er en spændingsmættet fortælling fuld af action og smarte indfald. Riordan benytter igen den græske mytologi med forbløffende fantasi til at skabe en historie fyldt med farer, forræderi, flyvende heste og forrygende kampe der garanteret nok skal få Percys mange fans til at juble. Helt sikket en bog der vil stå på rigtig mange børns ønskesedler om et par måneder, og den skal nok komme til at give mange forældre fred og ro i juleferien når ungerne ligger begravet i deres nye bog.

Percy Jackson 2, Uhyrenes hav
Forfatter: Rick Riordan
Oversættelsse: Vibeke Nielsen
286 sider
Forlag: Lindhardt og Rnghof
Udg.: 30.09.2010
Jan Vandall