I de to sidste romaner i serien om Patrick Melrose er fokus skiftet fra stoffer, aristokrati og spøgende faderskikkelser til ægteskabelige problemer, børn og moderkomplekser.

Der er knap så meget luft i ballonen som i første binds tre suveræne tekster og man skal i højere grad læse sig varm, før Aubyns stadig skarpe og ironiske pen virkelig begynder at overbevise om, at der stadig er mere suppe at koge på Patrick Melrose benet.

Patrick har siden vi sidst slap ham, fået en kone, Mary, og sønnerne Robert og Thomas. Første roman, Moders Mælk, indledes med et narrativ der følger den ældste søn, Roberts, perspektiv. Denne del varer godt 75 sider, på hvilke vi lærer om Robert, at han tilsyneladende er en mere eller mindre tro kopi af sin far. Således både taler, ræsonnerer og argumenterer han som 5-årig allerede stort set som en velvoksen akademiker med et udpræget sortsyn. Udover at være ekstraordinært intelligent, besidder han en hukommelse så veludviklet, at han bl.a. er i stand til at huske sin egen fødsel i detaljer. Den yngste Thomas, som vi lærer bedre at kende senere er ligeledes utroligt intelligent og gør sig således allerede som 3-årig filosofiske overvejelser. Dette element i bind II er efter min mening et stort irritationsmoment i de to sidste romaner. Det bringer en utroværdighed ind i en ellers ret troværdig fortælling og det er ærgerligt.

Men med denne kritik ude af systemet, når vi til det positive, som der heldigvis stadig er masser af. Aubyn er en satiriker, som formår at gøre tunge og svære emner genkendelige i en smuk forening af tragik, komik og ironi. Han har et talent for at stille sin læser i en ’skal jeg grine eller græde situation’. Og det virker ikke mindre effektivt i dette bind II end i det første.
Den overordnede problemstilling i de to afsluttende romaner handler om Patricks forhold til sin nu gamle og svagelige mor, Eleanor, som har foræret alt hvad hun ejede til den utålelige ’filantrop’, Seamus. Således gjort arveløs til fordel for en mand, Patrick ikke kan udstå, er Eleanors svigt overfor sin søn cementeret og selvom den altopofrende mor har handlet i bedste mening, kæmper Patrick gennem romanerne med blandede følelser af vrede, foragt, medlidenhed og skyld. Men han kæmper også med et tørlagt og hendøende ægteskab, alkohol, seksuelle fristelser og med sin egen rolle som forælder. Patricks dæmoner har skiftet skikkelse og tager ikke længere form af narkotika eller farmand, men snarere af den morder der er hverdagslivets trivielle cirkelgang samt af en manglende evne til at tilgive fortidens syndere.

Den afsluttende roman Til Sidst, foregår ved Eleanors begravelse, hvor vi, sideløbende med selve begravelsen, får del i de forskellige deltagendes tanker, tilbageblik og refleksioner over situationen. Begravelsen og de begivenheder, der finder sted omkring den, vil endeligt give os svaret på, hvorvidt Patrick vil formå at tilgive sin mor hendes svigt og dermed komme videre med sit eget liv.

Det aristokrati, som var dominerende gennem de tre første romaner, synes i de to sidste at være hurtigt uddøende – de få repræsentanter, der optræder, fremstår som forvirrede, illusoriske hjemløse, der i foragt over, hvad de ser som verdens forfald, ikke formår at se, at de selv er forfaldet.

Patricks generation synes at kæmpe for at lappe hullet mellem forfald og overlevelse, mellem dekadence og realistisk sans for tilværelsen. Og der er samlet set mere positivitet at spore i de sidste fortællinger end i de første. Den helt nye generation forekommer således som en slags nye, overintelligente supermennesker – det vil sige Patricks børn. Andre børn, der optræder, er snarere socialt handicappede skærmnarkomaner.

Alt i alt vil jeg klart anbefale at læse Aubyns afsluttende romaner om Patrick Melrose. Læs dem for samfundssatire, for skarpe personportrætter, for tragisk-morsomme beskrivelser og for intelligente og rammende overvejelser om forholdet mellem såvel forældre og deres børn som mellem børn og deres forældre.

Patrick Melrose Romanerne II – Moders Mælk – Til Sidst

Edward St Aubyn

Oversat fra engelsk af Camilla Christensen
435 sider
Gads Forlag
2015

Anmeldt af Tea Stræde Spile