Tanken om at han lige havde slået en mand til plukfisk og nu fik at vide, at han ikke havde gjort en skid, var meget mere presserende.

Denne bog er en lille grum sag om, hvor galt det kan gå, når to tilfældige mennesker krydser spor, og den ene tillader sig at dømme den andens gerninger. Det er også et ret trist billede af dagens Danmark, hvor tiden går med at køre bil til genbrugspladsen eller til skoven for at lufte hunden der, og hvor et fjendskab måske ligefrem opliver tilværelsen.

Karina kører på genbrugspladsen. Hun er selv ret omhyggelig med sorteringen, og derfor undlader hun ikke at påtale, at en mand der også er på pladsen, sorterer forkert. Det skulle hun aldrig have gjort. Med sin ene bemærkning rammer hun lige ned i årevis af ydmygelse, skam og aggressioner. Manden, som hun senere går over til at omtale som ’rotten’ følger efter hende i sin bil, og så har vi en eskalerende krig som i den gamle film ‘Naboerne’ fra 1956. Rent bortset fra at Naboerne er humoristisk på den komiske måde, det er Stauns krimi ikke. Her er det mere satire, sarkasme og ironi. Det kan fint nydes, men man bliver lidt ramt, når Staun tager fat i vores mere ordinære tankebaner og viser, hvor rædselsfulde de kan være.

Karina har sine riddere, to kolleger fra redaktionen, hvor hun arbejder. De haster for at stå ved hendes side, da Rotten sidder og stirrer truende på hende i sin bil. Og så hiver de ham ud af den for at tale et par alvorsord med ham. Næste dag er Karinas bil blevet skrællet.

Mark, den ene ridder, er varm på Karina. Han beslutter sig for at aflægge Rotten et besøg, og der opdager han noget, han ikke skulle have set. Rotten på sin side har en søn, der af andre årsager er vred på Karina og hendes avisartikler.

Der er masser af vrede i krimien, og det er en logisk følge, at der er flere blodige scener og et lig i en fryser. De uskyldiges røst kommer fra Karinas 15-årige datter og hendes kæreste, og det er godt, at de er der. Ellers havde denne, almindelige verden jo været i frit fald.

Staun rammers os på kornet, det er dybt fascinerende men ikke super behageligt.

Pas dig selv!

Susanne Staun

158 sider

Gyldendal

Udgivet: 2022

Birte Strandby